Prosa

Klimalitterært kammerspil

Marie Landmark placerer klimadiskussionen i den uoverstigelige kløft mellem de bagatelliserende og de renfærdige – men sproget stjæler desværre opmærksomheden.

Publisert digitalt

Marie Landmark

Til slutt blir du selvlysende

Roman

Forlaget Oktober, 2020

255 sider

Det er en sælsom oplevelse at læse en bog, der blødgører ens standpunkt. En bog, der ryster ved fundamentet og rykker en smule rundt på verdenssynet. Det er også en sjælden oplevelse og derfor en ganske uretfærdig målestok at bedømme et værk ud fra. Nu er kritik selvfølgelig langt fra retfærdig, men en vis proportionalitet synes dog at være på sin plads.

Full disclosure: Marie Landmarks (f. 1982) anden roman, Til slutt bliver du selvlysende, har ikke rystet mig – ikke for alvor. Den har derimod irriteret mig, forundret mig og – sine steder – også overrasket mig. Fortællingen er simpel: Kæresteparret Terje og Hanne (jeg-fortælleren) er optaget af miljø- og klimaproblematikken. De går til møder i en miljøgruppe, er klimabevidste forbrugere og tænker i det hele taget meget over deres klimaaftryk. Derfor er de også ganske opmærksomme på spørgsmålet om befolkningstallet, og om hvorvidt det er forsvarligt at bringe et nyt barn til verden. Men forholdet er samtidig også gået en smule i stå, så Terje nævner en dag, at de ”kunne jo vurdere å lage et barn, kunne vi ikke, vi som har vært sammen så lenge nå, kunne vi se på det som en mulighet til å være noe mer enn dette.”

Bogen bringer på den måde den globale klimakrise helt ind i privatsfæren og viser troværdigt, hvordan klimabevidsthed også kan komme til udtryk på en frelst og usympatisk moraliserende måde. Jeg følte mig i hvert fald truffet, da Hanne og Terje forholder sig sådan her til et besøg af Terjes forældre:

”De fylte opp kjøleskapet med mat og drikke og dro før vi oppdaget at de hadde gjort det, vi måtte ringe og takke, tusen takk, og de sa nei det var så lite, men det var mye for dem, og vi kunne ikke gi dem det tilbake nå som de snart var hjemme hos seg selv igjen. I flere dager måtte vi spise mat som de hadde valgt for oss, og ikke noe av det var økologisk, det la seg på innsiden av kroppen vår, giftig og samvittighetsløst, kunne vi ikke kaste maten heller.”

Det gør lidt ondt at få sin (klima)politik udstillet som snobbet og elitær på denne måde. Det gør også godt. Det havde derfor også været interessant at se denne identitetskløft mellem den velmenende (men uforstående) forældregeneration og den hyperforstående (men ikke altid velmenende) klimaungdom udfoldet yderligere. Jeg savner (stadig) et litterært værk, der indgående behandler denne konflikt, som groft skitseret kan kaldes nær-empati overfor global etik. Og hele set-uppet i Landmarks bog med at placere det klimabevidste verdenssyn i en utrolig genkendelig hverdagssituation synes at fungere eminent til at repræsentere denne problematik. Når Landmark tager problematikken op, så præsenterer hun med andre ord et komplementært mikro-perspektiv til den allerede eksisterende klimalitteratur, der overvejende dyrker storskalaperspektivet. Ja, der er faktisk nærmest tale om et lille stykke klimalitterært kammerspil. Tyst, men eksplosivt. Fortættet, men samtidig med lysende nervetråde til de globale samfundsforhold, der langsomt driver Jorden på afveje. Det er velgørende!

Fraværet af poesi

Men – for der er selvfølgelig et men – hvad er det der foregår med strukturen? Hvorfor er skrivestilen så unødig opstyltet og manieret? Bagsideteksten omtaler bogen som en ”leken og poetisk roman” og det provokerer mig faktisk en smule. Særligt fordi jeg har en mistanke om, at der med ”poetisk” henvises til et helt særligt træk ved bogen. Nemlig den måde romanen konstant bygger sætninger op som hypotetiske spørgsmål. Et eksempel:

”Kjøpte jeg en type vitamintilskudd spesielt beregnet på gravide og tre bokser med ferdigkokte kikerter, tok jeg bussen ett stopp for å komme meg hjem for å spise og hvile, skylte jeg boksene og sorterte dem som metall, var beholderen under vasken så stappfull at den måtte tømmes. Sendte jeg melding til Terje om det eller sovnet jeg, fant han boksene i skuffene, i vasken, utover benken, på gulvet, i gangen, i trappen, rullet de, tomboksene, sukket han høyt mens han samlet dem i en papirpose og gikk og kastet dem i riktig container.”

Det er både enerverende og forvirrende. Købte hun vitamintilskud? Sendte hun en besked til Terje? Én udlægning er, at stilen skal reflektere Hannes sindstilstand under og efter graviditeten. Som bogen skrider frem, bliver Hanne mere og mere (klima)angst, depressiv og glemsom. Hun er konstant i søvnunderskud og drømmer/hallucinerer ofte. Det kan godt være en mulig forklaring på de mange løse tråde og den evindelige tvivl i genkaldelsen af hændelsesforløb. Det tror jeg faktisk langt hen ad vejen er tilfældet. Men stilen er tilstede allerede fra første side. Romanens første to sætninger lyder:

”På en gullfarget bakgrunn lå syklusen ferdig ordnet, lå den som syv hvite og tjueen gule små piller i tre rekker under hverandre, lå den i uker, måneder, år. Det knatret i plasten hver morgen når jeg trykket ut en pille i hånden, og hver dag var den farget gul, gul, gul, ble vi ikke blodige, hver tredje uke, kunne vi ligge sammen hvor som helst, når som helst.”

Det underminerer i nogen grad forklaringen om en progression hen mod en mere skrøbelig psykisk tilstand. Til gengæld introducerer det en anden forklaringsmodel, som i hvert fald antydningsvis er genkommende i romanen: P-pillens hormonforstyrrende virkning. Da Hanne stopper med p-pillerne, begynder Terje pludselig at lugte anderledes. Og da hun til sidst i romanen begynder igen, vender en velkendt fornemmelse af følelsesløshed tilbage. Men igen må det siges, at den spørgende, tvivlende stil er konsekvent gennem hele bogen uagtet om Hanne er ”pille-forstyrret” eller ej. Desværre ender formen derfor mest af alt med at pege på sig selv. I stedet for at fungere som en mimetisk indgang til en særlig sårlig (kommende) mor-identitet eller labil tilstand forårsaget af hormonforstyrrende medicin, så låser formsproget læseren ude. Det sænker ganske enkelt læsningen uden at afstedkomme mærkbar æstetisk nydelse. Det er ikke poesi, men unødig gestik.

Overraskende noir

Nu troede jeg egentlig, jeg havde forstået romanens indhold. Jeg havde sågar accepteret min uforståenhed overfor formgrebet. Men pludselig – eller snarere umærkeligt snigende – drejer romanen over i en yderst urovækkende noir over de sidste 60 sider. Stilheden i lejligheden er tæt af spænding, barnetøjet på stuebordet er creepy as fuck og man sidder hele tiden med bange anelser, når Hanne går tur med barnet Emma i barnevognen på bådhavnen. Der er en overrepræsentation af drømmescener, hvor Hanne vågner netop som situationen spidser allermest til, men jeg fandt det alligevel både overraskende og underholdende med denne twist i fortællingen.

Dertil skal nævnes, at romanen fornemt doserer en underspillet, nordisk humor ud over siderne. Som her, hvor de hyper-klimabevidste forældre først lægger Emma i en gammel skoæske, men hurtigt må sande, at forældrerollen vækker en helt særlig form for forbrugertrang/-tvang:

”Mitt barn skulle ha en ordentlig seng, sa jeg og mente det, jeg kjente det dypt inni meg, at Emma trengte noe bedre, det beste, og jeg hadde trodd at det var greit å la henne sove i dobbeltsengen, men det var det jo ikke, det beste var at hun hadde en egen seng, sa Terje, sa moren hans, sa alle. Mens Emma sov, bestilte jeg en hvitlakkert barneseng i en nettbutikk med blinkende reklamer langs sidene på skjermen, øynene mine flakset og fingeren trykket og trykket. Fylte jeg opp den lille handlekurven oppe i høyre hjørne helt til frakten ble gratis, sa jeg til Terje at jeg ikke fant noen brukte barnesenger akkurat da.”

Det er edderbroderemig et rent snit Landmark her lægger i dissekeringen af forældreskabets hykleri. Som småbarnsforælder blev jeg i hvert fald truffet lige i nyren med et hårdt stød. Umpf!

Dét sylespidse blik glæder jeg mig til at opleve i en tekst, der ikke på sætningsniveau yder unødvendig modstand. Det er selvfølgelig altid en relativ arrogant position som kritiker at ønske sig en særlig type bog. Så jeg vil undlade at gå videre ned ad den vej og i stedet sige dette: Til slutt blir du selvlysende funkler ikke ligefrem, men den helt centrale konflikt mellem den lettere bagatelliserende forældregeneration og de unge, renfærdige klimaforkæmpere løber som en boblende understrøm af fortælleglæde og tiltrængt (selv)kritik.

Karl Emil Rosenbæk (f. 1987) er ph.d.-stipendiat i krydsfeltet mellem oliekultur og skandinavisk samtidslitteratur ved Syddansk Universitet.

BLA 11-12/2020.

Powered by Labrador CMS