Intervju

Er fascismen på vej tilbage til Italia?

Det italienske bogmarked bugner lige nu med bøger, der skiftevis forklarer, fordømmer og analyserer fascismen. Både den gamle og den nye. Den betydelige strøm af bøger skyldes bl.a. højrefløjspartiet la Legas store folkelige opbakning lige nu.

Publisert digitalt

BLA 2/19. 18.02.19

Gennem hele 2018 er det italienske bogmarked på det nærmeste blevet oversvømmet med titler – omkring 20-25 af slagsen – der omhandler fascismen. Både den historiske fascisme, som oplevede sit højdepunkt under 2. verdenskrig. Men også de gryende nyfascistiske tendenser som nogen mener er på vej tilbage til Italia. De mange bøger, særligt essays, forsøger på hver sin måde at analysere, forklare og belyse fænomenet via sociale, politiske, antropologiske og økonomiske aspekter. En del af forklaringen på dette tydelige bogfænomen er, at det italienske samfund – særligt efter valget i marts 2018 – har taget et betydeligt politisk ryk imod højre.

«Jeg har slet ingen problemer med at beskrive den nuværende politiske situation i Italia som nyfascisme. Der er masser af signaler, der peger i den retning. Stadige forsøg på at lukke munden på kritiske journalister, kritik af dommerstanden samt naturligvis et forsøg på at skabe første- og andenrangsborgere på baggrund af hudfarve, religion og seksualitet. Og udpegningen af en fælles fjende, indvandrerne. Det ligner det man så for omkring 80 år siden.»

Michela Murgia

(f. 1972) er forfatter. Hun har desuden skrevet drejebogmanuskripter og tekster til teaterstykker. Hun er politisk aktiv på venstrefløjen og har endvidere deltaget i flere TV-udsendelser om bøger og litteratur. Hun har skrevet både essays og romaner.

Michela Murgia, en af Italias mest populære forfattere og en ivrig samfundsdebattør, er fast i stemmen. Men hun er også bekymret. Derfor skrev hun sidste år det satiriske og sarkastiske essay Istruzione per diventare fascisti («Instruktion til at blive fascist»), der blev udgivet på Einaudi, et af Italias største forlag. Hendes bidrag, som forfatter, til samfundsdebatten i Italia er dog langtfra det eneste. Gennem de seneste måneder er det italienske bogmarked på det nærmest blevet oversvømmet med titler – 20-25 forskellige – der skiftevis forklarer, fordømmer og ironiserer over det som mange ser som en bekymrende tilbagevenden af nyfascistiske tendenser.

For at forstå hvad der er er sket, er det nødvendigt at tage et hop tilbage til det italienske parlamentsvalg i marts 2018, hvor det populistiske højrefløjsparti la Lega fik 17 procent af stemmerne.

Få måneder senere indtrådte Lega i et regeringssamarbejde med 5-Stjernebevægelsen. I dag, et halvt år senere, viser meningsmålinger, at Lega er Italias mest populære parti med en vælgeropbakning lige nu på hele 35 procent. Prima gli italiani, italienerne først, sådan lyder Lega’ens trump’ske slogan i italienske farver, og det har været med til at give partileder Matteo Salvini en status som Italias absolut mest populære politiker i 2018. Lega er populistisk og fremmedfjendsk og ligger på den yderste højrefløj, og det er dén politiske trend, som bogmarkedet nu har grebet.

I sin bog hudfletter Murgia det, som hun betragter som gryende nyfascistiske tendenser. Sarkasmen løber ned ad siderne, bl.a. når hun skriver: «Demokratiet er alt for besværligt. Der er alt for mange personer at tage hensyn til. Næ nej, et godt gammeldags diktatur, hvor kun én bestemmer, er meget nemmere at have med at gøre.» Bogen nævner aldrig Matteo Salvini med navn, selv om han helt klart er «til stede» på mange af bogens sider. Men Murgia fortæller mig med et skævt smil, at hun dog allerede har «stiftet bekendtskab» med Salvini.

«Lige efter at min bog var blevet publiceret, skrev Salvini - der vel at mærke er indenrigsminister og vicestatsminister - en sarkastisk tweet imod mig og min bog, hvor han bl.a. brugte mit foto. Efter hans tweet blev min Facebook-profil oversvømmet af tusindvis af hadske beskeder, fornærmelser og trusler. Nogle af de værste trusler meldte jeg til politiet. Det var en surreel følelse, at sidde på politistationen i Roma og indgive politianmeldelse, på grund af en tweet skrevet af politiets øverste chef, indenrigsminister Salvini», siger hun.

De intellektuelle på banen

I en lang periode er Italias intellektuelle – bl.a. forfatterne – blevet beskyldt for at være næsten totalt fraværende i den politiske diskussion. Hvordan oplever du den beskyldning?

Christian Raimo

(f. 1975) er journalist, forfatter og oversætter. Gennem flere år har han arbejdet som konsulent for forskellige italienske forlag. Han har endvidere undervist ved flere romerske gymnasier og arbejder for tiden som kulturrådmand ved Roms kommune.

«Det passer ganske enkelt ikke. Jeg selv, Roberto Saviano, Sandro Veronesi, Christian Raimo og mange andre er meget til stede i den politiske debat. Vi gør alle et stort arbejde, der består i oplysning, ikke kun gennem det vi skriver men også via bogpræsentationer, foredrag på skolerne mv. I den forbindelse er det interessant at observere Salvinis reaktion. Han har været meget agressiv over for især mig selv og Roberto Saviano. Han har ofte skrevet meget agressive tweets mod Saviano. Tænk dig … en minister, der angriber forfattere! Det er jo utroligt. Men det er desværre typisk for fascisterne. De er bange for ord, og visse bøger betragter de som ”farlige”, særligt i denne periode, hvor de har stor vælgeropbakning og forsøger at fremstå som stuerene.»

Salvini og hans Lega har stor folkelig opbakning i dagens Italia. Er der i det hele taget nogen, der stadig er i stand til at blive indignerede over det der foregår?

«Ja, det er der. Men problemet er, at de ikke har nogen politiske repræsentanter. Den italienske venstrefløj er i dyb krise og næsten ikke-eksisterende lige for tiden. Og hvad gør folk så? De henvender sig bl.a. til forfatterne. Hver gang jeg i den senere tid har været ude for at præsentere Instruktion til at blive fascist, er jeg blevet opfordret til at gå ind i politik. Men det er jo ikke mit job. Mit job er derimod at betragte samfundet og beskrive det jeg ser.»

*

Som allerede nævnt, er der blevet fyldt særdeles godt op på de italienske boghandleres hylder med bøger om emnet. Fascismen og nyfascismen beskrives ud fra historiske synspunkter. Den bliver analyseret i et antropologisk lys. Der bliver inddraget økonomiske betragtninger (den stadigt vedvarende økonomiske krise i Italia) for at finde forklaringer, og der laves sociologiske sammenligninger mellem «dengang» og «i dag». Det er ganske enkelt tidens hotte emne.

En anden af disse bøger, der forsøger at kaste nyt lys over nyfascismen er journalist og forfatter Christian Raimos essay Ho 16 anni e sono fascista («Jeg er 16 år gammel og fascist»). Det belyser, hvordan ekstreme højrefløjsgrupper rekruterer helt unge medlemmer fra de romerske gymnasier. Titlen har vakt opsigt og det samme har Raimos undersøgelser. Jeg sætter mig derfor i kontakt med Raimo og spørger om, hvorfor han har valgt at skrive om de unges forhold til fascismen?

«Selvom Italia er det land, der har ’opfundet’ fascismen, så findes der efter min mening ikke én bog der samlet beskæftiger sig med de nyfascistiske tendenser i Italia. Jeg ville gerne give mit biddrag til debatten, og da jeg i mange år bl.a. har undervist på forskellige gymnasier i Roma, syntes jeg at det kunne være interessant at belyse det område», siger Raimo.

Og hvilke konklusioner har du kunnet drage på det område?

«For det første vil jeg sige, at man skal passe på med ikke at beskrive de unges tiltrækning af nyfascistiske grupper som uvidenhed eller demokratisk analfabetisme. De unge læser, studerer og frekventerer disse gruppers sektioner. De er informerede. Når de melder sig ind, er de bevidst om, hvad det handler om. Det er hovedsageligt grupperne Forza Nuova og CasaPound, der begge hører til på den ekstreme højrefløj, som udøver en tiltrækningskraft på de unge. CasaPound flirter en del med Lega, og CasaPounds forskellige ledere er ofte blevet set i selskab med Salvini. Paradokslt nok er det sådan i Roma, at det er nemmere for de unge at finde en ungdomssektion i de ekstreme højregrupper, end det er at finde den i et venstrefløjsparti.»

Du har særligt beskrevet CasaPound og Forza Nuova. Hvorfor er de interessante?

«Det er de, fordi de har en historie og en struktur, og fordi de har åbnet flere afdelinger ikke kun i Roma men også i flere andre italienske byer. Begge disse grupper har næsten noget sekt-agtigt over sig, noget religiøst. Disse nyfascistiske grupper kræver blind loyalitet, og når først de unge er blevet medlem er det endog meget svært at komme ud igen. Jeg har talt med unge, der har oplevet fysisk vold fordi de havde meldt sig ud.»

 Man taler meget om, at følelser og synspunkter, der før hørte til på «listen over forbudte følelser» – imod immigranter, imod minoritetgrupper som fx. homoseksuelle, imod alt det der ikke er italiensk – nu bliver almindeligt accepteret i Italias offentlige liv. Er du enig i det?

«Ja, helt sikkert. Følelser man tidligere skammede sig over, er næsten blevet normale. Det skyldes en slags kolletiv psykose. Det er et psykologisk svar på en angst, der i disse år er meget stærk i Italia. Verden er, om man så må sige, ’i krise’. Den økonomiske krise i Italia fortsætter. Folk er bange. Det er næsten som om, at vi alle sidder på én stor tømmerflåde. Der er ikke plads til os alle, så det er legitimt at skubbe nogen i vandet. Og det er naturligvis de mest svage og udsatte det går ud over», siger Raimo.

Gennem det sidste års tid er der i Italia vel udkommet 20-25 titler om fascisme og nyfascisme. Hvorfor tror du, at man ser så mange bøger om det emne i lige netop denne periode?

«Bogbranchen er jo ikke dum. De skal tjene penge, og de er dygtige og hurtige til at opsnappe de trends, der bevæger sig i samfundet. Hvis en bog om et givent emne får succes, følger andre bøger ofte hurtigt efter. Når det er sagt, skal det naturligvis også siges, at de mange bøger helt sikkert er kommet på markedet, fordi de reelt afspejler det der sker lige nu i Italia. Det vi ser i dag er en slags post-fascisme, der bl.a. bygger på gamle ideologier som er blevet støvet af og ajourført i en moderne 2019-udgave», siger Raimo.

«Jeg fornemmer en bekymring»

Jeg beslutter mig for at kikke nærmere på fænomenet hos en af Italias største boghandlerkæder, la Feltrinelli, der er til stede i alle Italias største byer – fra nord til syd. I Roma har de fire forskellige boghandlere, bl.a. i Prati-kvarteret.

Og her, i sektionen over essays, kan jeg se, at antifascist-trenden bliver fuldstændig bekræftet. Der ligger adskillige essays på rad og række: Pasolinis Il fascismo degli antifascisti («Antifascisternes fascisme»), der bl.a. taler om at fascismens modstandere ofte selv fremviser fascististiske tendenser. Hvad der er særligt ved dette essay er, at det er nogle af Pasolinis tekster fra perioden 1962 til 1975, der nu er blevet genoptrykt, mange år senere. Ved siden af af Pasolini ligger Umberto Ecos Il fascismo eterno («Den evige fascisme»). Dette essay udspringer af en konference som Eco holdt på Columbia University, USA, den 25. april 1995 for at fejre befrielsen af Europa. Gennem tiden har Ecos essay været meget omtalt af folk, der studerer fascismen og dens tendenser. Det er udkommet på det lille men meget aktive forlag La Nave di Teseo som også har udgivet et andet antifascistisk essay, skrevet af den populære forfatter Sandro Veronesi. Han har tidligere vundet Italias kendte Strega-pris. Denne gang har Veronesi dog kastet sig ud i essay-stilen med bogen Cani d’estate («Sommerhunde»). Bogens titel henviser til, at Veronesi er så vred og så indegneret, at han ikke kan lade være med at gø. Gø ad nyfascisterne, gø ad indenrigsminister Salvini og gø ad en politik, der er direkte umenneskelig over for de immigranter, der søger til Italia fra de afrikanske lande. Veronesi argumenterer som et rasende vandfald, og forsøger at inddrage andre intellektuelle imod den italienske regering. Han kommer i tanke om, at den tidligere så populære fodboldspiller, Francesco Totti, offentligt har meldt sig ind i koret over personer, der støtter flygtningenes sag. «Tænk hvis Checco Zalone (Italias mest populære komiske skuespiller, red.), Federica Pellegrini (italiensk verdensmester i svømning, red.), skuespiller Monica Bellucci med en smuk fransk accent, eller Chiara Ferragni mens hun ammer sin baby, eller Giorgio Armani, der snart fylder 84 år … tænk hvis de alle gjorde som Totti og støttede flygtningens sag. Tænk hvilken styrker deres opbakning ville have, hvis de kom med samme udmelding som Francesco Totti.»

Mens jeg står der i Feltrinelli og bladrer og læser i de forskellige bøger, kommer jeg i tanke om noget af det, som Michela Murgia havde sagt til mig under vores interview:

«Det er jo ikke noget tilfælde at de bøger bliver udgivet nu. Tag fx. det lille forlag, La nave di Teseo. De udgiver Eco og Veronesi. Det er jo ikke et tilfælde. Det er et signal. Og helt sikkert også en påmindelse om, at vi ikke må sænke paraderne. Vi skal ikke bare sidde og kikke på, at fascisterne vinder meter efter meter. Den type af politikere er jo bange for bøger. For de er bange for ord. Kan de kontrollere ordene, så kan de også kontrollere folket.»

Måske vil nogen mene, at Murgia overdriver. I det tilfælde er det godt at kende historien om børnebogen Anche Superman era un rifiugiato («Også Superman var en flygtning»). Bogen er skrevet af tolv forskellige forfattere og har fået støtte af FNs Højkommisariat. Fascist-gruppen CasaPound har kaldt bogen for «propaganda» og også de to højreorienterede dagblade Il Giornale (der tilhører Berlusconi-familien) og La Verità (der sympatiserer med La Lega) har kritiseret bogen i skarpe vendinger. Og det til trods for at vi taler om en børnebog!

Jeg tager et par af bøgerne i hånden og spørger en servicemedarbejder hos Feltrinelli om der generelt er salg i disse bøger om nyfascisme: «Ja, i allehøjeste grad. De har solgt gennem hele 2018 og gør det stadig. Jeg taler ikke så meget med folk, men generelt fornemmer jeg en bekymring.»

Fra Duce til capitano

Benito Mussolinis årskalender er nu igen blevet trykt og sælges i kiosker landet over. Angiveligt som et udtryk for nostalgiske følelser i forhold til fortidens «storhed». Dengang blev Mussolini kaldt for il Duce, Føreren. I dag nyder Salvini navnet il capitano, kaptajnen. For også Italias nyfascister har brug for politiske forbilleder.

Det ved journalist og forfatter Paolo Berizzi noget om. I 2018 udgav han bogen «NazItalien – Rejse i et land der igen er blevet fascistisk», der er en chokerende rejse rundt i det nyfascistiske Italia, hvor Skinhead-attituder, Mussolini- og Hitler-tatoveringer samt alskens verbale ideologiske højrefløjskvabbabbelser imod immigranterne og andre minoritetsgrupper hører med til dagens orden. Berizzi selv har modtaget adskillige trusler fra nyfascistiske grupper på grund af sin bog.

I samme bog har Berizzi især studeret den mest politiske af de nyfascistiske grupper, dvs. CasaPound. Denne gruppe har i de sidste 15 år haft hovedsæde i Roma, i en bygning som de har besat, og hvor de altså ikke betaler husleje, hvilket ikke synes at bekymre indenrigsminister Salvini. Til italiensk presse har Berizzi bl.a. udtalt:

«Gennem tiden har der været en konstant flirten mellem CasaPound og Salvini. Ofte kan man også se, at både CasaPound og Salvini bruger samme type antiliberale slogans. Fx. bliver Salvinis ’italienerne først’, meget tit brugt af CasaPound. Og da Salvini i 2018 overværede finalen i den italienske cup mellem Juventus og Milan på Romas Olympiske stadion, sad han i æreslogen iført en jakke med et lille CasaPound-emblem!», fortæller Berizzi og tilføjer:

«De italienske nyfascister findes over hele Italia. Hvis du sammenligner nord med syd er de forskelligt organiseret, og deres grupper har også forskellige navne. Men deres ideologi er den samme: de fremhæver den italienske race og er imod de sorte, bøsser, jøder, de er sågar imod abort, og de, der følger den politiske debat i Italia ved også, at visse politiske eksponenter fra Lega har leget med tanken om at ændre på abourlovgivningen. Nyfascisterne er også imod institutionerne, dvs. deres ultimative målsætning er at erstatte institutionerne for selv at blive stat.»

En anden bemærkelsesværdig udgivelse i 2018 er forfatter Antonio Scuratis roman om Mussolinis liv, M – Il figlio del secolo («M. - Århundredets søn»). Det er første gang en italiensk forfatter har skrevet om Mussolini i romanform. Scurati har udført et stort research-arbejde, der har varet i adskillige år, og kritikerne har været begejstrede. Bogen har fået megen presseomtale og har ligget på bestseller-listen gennem længere tid.

I italiensk presse har Scurati bl.a. udtalt: «En dag, da jeg ved et tilfælde genså det berømte filmklip med Mussolini, hvor han står og taler til folket på sin balkon på Piazza Venezia i Roma, sagde jeg til mig selv: jeg vil gøre noget som ingen har gjort før – skrive om Mussolini i romanform. Nogle af de spørgsmål, jeg ønskede at finde svar på, var: Hvad bestod fascismen i? Hvordan var fascisterne? Hvordan var Benito Mussolini, ikke kun som partileder og statsmand, men også som menneske? I lang tid har det været sådan, at for at tale om fascisme i Italia skulle du være erklæret anti-fascist. Det ‘ideologiske filter’ kunne jeg undgå ved at skrive om fascismen i romanform, og ved at placere mig selv ’i øjenhøjde’ med datidens fascister. Fraværet af et sådant ideologisk filter har givet mig en langt større frihed, fx. i forhold til en historiker, som studerer den samme tidsperiode, men som er bundet af nogle historiske bånd og en særlig skrivestil», fortæller Scurati.

Han har desuden udtalt, at han betragter sin bog som «et vigtigt bidrag i den anti-fascistiske debat, der lige nu finder sted i Italia.» På spørgsmålet om, hvorvidt en ny Mussolini er på vej i Italia, siger han:

«Helt ærligt, i dag ser jeg ikke nogen ny Mussolini på den politiske scene i Italia. Men … det jeg dog fornemmer ret tydeligt i dagens Italia er et politisk, socialt og mentalt klima, der minder meget om det, der gik forud for fascismens indtog i Italia i 1922 og som senere gjorde det muligt for Mussolini at komme til magten.»

Selv om en ny Mussolini – ifølge Scurati – ikke er på vej i Italien, nægter Michela Murgia dog at sænke paraderne. «Husk på, at fascismen gjorde sit indtog i Italia i 1920’erne, men det var først i 1938, at racelovene blev indført i Italia. Det var med andre ord en langsom men konstant udvikling, der førte til en forfærdelig situation. Det må vi ikke glemme. Min bog siger bl.a. til læserne: Vi skal ikke være naive, vi skal handle, for det kan ske igen. Som allerede sagt: Lige nu er den italienske venstrefløj ikke-eksisterende og millioner af vælgere er blevet ’hjemløse’. Det er derfor vigtigt, at vi intellektuelle – forfattere, journalister, filmfolk m.fl. – bliver ved med at stå imod Salvini og hans tyranniske politik. For dette er en snebold, der vil blive ved med at rulle også i de kommende år. Den stopper ikke af sig selv.»

Jesper Storgaard Jensen (f. 1964), har boet i Roma siden 1997. Arbejder som freelance journalist, fotograf og oversætter. Hans artikkler om Italia er blevet publiceret i 21 forskellige lande.

Powered by Labrador CMS