Essay

At strø med tanker i en coronatid

Med krise følger en genopdagelse af litteratur. Det rejser spørgsmålet: Hvorfor er (kun) krisetid litteraturtid?

Illustrasjon: Tim Ng Tvedt.
Illustrasjon: Tim Ng Tvedt.
Publisert digitalt

Malariaforskning —> feber —> feber —> hallucinogenerna —> flykten

Njutningen —> feber —> feber —> sängliggandet —> orörligheten —>


 

Vender vi blikket mod litteraturen kan vi bedre forstå den nuværende sundhedskrisen. Det er et udsagn, jeg ofte er stødt på i den kulturorienterede dækning af corona. ”Selvfølgelig søger vi kulturen i krisetider,” hed et debatindlæg fra kulturdirektøren i Vejle Kommune. ”Skønlitteraturen kan hjælpe os til at forstå os selv under coronakrisen,” skrev to forskere fra Copenhagen Business School til Videnskab.dk. ”Litteraturen kan hjælpe os gennem coronakrisen,” hed det på Litteratursiden. De evigtgyldige, transhistoriske klassikere bliver med andre ord endnu engang kaldt frem fra dybet. Boccacio, Lovecraft, Lessing, Woolf. Jeg betvivler ikke litteraturens brugbarhed. Indblik i genkendelige og ugenkendelige verdener, livssituationer og intrikate forviklinger er æstetiske kvaliteter. Men jeg værger mig samtidig over denne villighed til en instrumentelle omgang med litteraturen. Litteraturen som krisehjælp, litteraturen som hjælpemiddel.

Jeg er dog højst skinhellig. En af de første bøger jeg selv kom i tanke om, da Danmark lukkede ned og universitetslivet blev suspenderet for en stund, var således den svenske forfatter Johan Jönsons bog Virus (2004). Jeg huskede den som yderst aggressiv og uforsonlig i sin kritik af Vestens lemfældige omgang med biologiske vira. HIV/AIDS, ebola. Og anderledes vagtsom over for digitale virus, der kunne inficere alt fra bank- til hospitalssystemer. Efter genlæsningen viste det sig dog, at den digitale virus hovedsagelig spøgte i efterordet (og – måske – i digtsamlingens formudtryk). I det følgende, lettere ”strøtænkende” essay, vil jeg lade citater fra Virus ligge som en bordløber, der går på tværs af min tekst ­– nogle gange kommenteret og perspektiveret, andre gange snarere dekorativt og selvstændigt. Her optegner Jönson eksempelvis nogle yderst genkendelige sygdomsforløb med dertilhørende politiske og sociale brudflader:

Förkylningar inte dödsblivande kan vara höjden av mening i en ord-

                       ning

Topmålet af mening er forkølelser, der ikke er dødbringende. Det kan næsten ikke illustreres bedre, hvordan læsningen af litteratur uvægerligt forandrer sig i forhold til læsetidspunktet. Sådan et udsagn ræsonnerer jo helt anderledes i den læsende krop nu end den ville have gjort for bare fire måneder siden. Jeg tillader mig dog alligevel at være en smule på vagt.

Poesien er en måde at tænke på

I Even Teistungs samtale med forfatter og forlægger Jørn H. Sværen (BLA #11-12/2019), siger Sværen for eksempel på et tidspunkt: “For meg er ikke poesi en sjanger, egentlig. Det er mer en måte å tenke på.” Hvad betyder det nu, her, i coronakrisens atmosfære? En atmosfære fortættet af knop- og vildskud, strøtanker, overfortolkninger og alskens outrere mutationer. For sådan må tiden under coronaens skær (også) være: Udbredende fra små spirer i det parentetiske, i de små frikvarterer, hvor barnet sover. Midlertidige suspenderinger af tvivlen og usikkerheden, der sluger solen og leder vejen i mørket. Ja, i de lyseste øjeblikke tillader vi os endda at tænke (nyt) igen. Men hvis poesi er en måde at tænke på, og coronatiden fører en masse tanker med sig – er corona så poesi? Er der tale om en regulær transplantation af en poetisk etos i hjertet (eller hjernen)? Har lyrikkens logik(ker) simpelthen fået plads ved højbordet?

Nej. Selvfølgelig ikke, fristes jeg til at sige. Poesi, det poetiske, lyriske, (ny)skabende, kan aldrig være centralt. Det kan ikke være højborgen, forsamlingshuset eller sågar bøgetræet, vi sidder rundt om, når vi diskuterer. Poesi er ikke et stof for idéer og holdninger, forslag til samfundsindretninger eller sociale omstruktureringer. Det er kritik via batik, patchwork, vævning, forvikling. En slags håndarbejde i anden potens. Det skal være udenfor, perifært, ekskluderet (og eksklusivt?). Det er her fra det afsondrede, at veddet, der siden bæres til det oplysende bål, må vokse og slå rod.

Bevar den mystiske ø

At antyde, som jeg gør her, at poesien skal holdes nede for at vokse, er ikke pr. definition et nyliberalt standpunkt. Det kan selvfølgelig okkuperes og annekteres af sådan tænkende – hvis de da stadig findes i disse tider, hvor markedskræfterne behørigt er annulleret til fordel for offentlige hjælpepakker? Mit sigte med sætningen er dog modsat. Nemlig at værne om det særegent poetiske ved at fastholde det sære og egne. Et territorie, ikke autonomt og verdensafkoblet, ikke stillestående og topografisk placerbart. Snarere poesien som en mystisk ø, for nu at parafrasere den danske børnebogsforfatter Jakob Martin Strids bog Den utrolige historie om den kæmpestore pære (som vi i min lille familie har læst flere gange om ugen i nedlukningsperioden). Her leder de to hovedpersoner Mitcho og Sebastian efter en mystisk ø, hvor havnebyen Solbys borgmester J.B. uheldigvis er strandet. Efter en eventyrlig rejse på åbent hav ender de på øen, finder J.B. og – hvad der er det væsentlige for min pointe – opdager sørme, at øen er mekanisk og flytbar. Og det er jo netop sådan det er. Poesien kræver denne rejse. Nej, tør jeg endda sige det – med fare for at være plat og unødig banal – poesien er denne rejse. (Huff av meg – som I vist nok siger i Norge).

det smaklösa hyllandet av liv

Det, jeg – polemisk, indrømmet – prøver at sige er: Tiden er ikke inde til at vende sig mod litteraturen. Modsat hvad vi ellers får tudet ørene fulde af – af populistiske/politiske meningsdannere, men desværre også af kulturredaktører og -formidlerer, der synes at abonnere på den samme letkøbte ’litteraturen-som-en-hurtig-lindrende-pille-logik’. Det er måske nok kortvarigt opmuntrende med alle de velmenende fejlskud om, at det er nu vi skal læse Pesten og Trolddomsbjerget og rigtigt forstå. Altså RIGTIGT forstå, hvad sygdom og pandemi betyder. Men jeg kan samtidig ikke undgå at bemærke en nedværdigende bismag af denne operationalisering af litteraturen og kunsten mere bredt. Måske særligt fordi denne private pensumliste, vi er blevet påduttet her i hjemmeisolationen, står i skærende kontrast til den statslige mangel på lydhørhed overfor kulturlivets institutionelle kvaler. Og her taler jeg i høj grad ud fra en dansk kontekst, hvor kulturministeren i lang tid flat out nægtede at forholde sig til de økonomiske konsekvenser for museerne, teatrene og biograferne m.fl. samtidig med, at kulturlivet altovervejende pænt må stille sig bagerst i køen, når genåbningen begynder igen.

Men som de kvaksalvere vi kulturarbejdere (også) er, så leger vi med på spøgen og laver læsninger i alle tænkelige retninger – mig selv åbenlyst inkluderet. Chancen for at udbrede (sig om) litteratur skal ikke forpasses. Det ville være det rene idioti. Hvordan kan man overhovedet også forsvare sin stilling og livsgrundlag og -interesse, og samtidig modsætte sig formidling, når muligheden nu byder sig så indlysende? Man bør dog også være varsom med den nærmest uhyre opbyggelige tilgang til litteratur som eksistentielt sandhedsvidne. Vi må ikke glemme, at litteratur er uregerlig, vilter, frenetisk, statisk, hektisk, indbildsk, ubegribelig og rent ud sagt uforståelig. Præcis ligesom corona-pandemien vil man i bredeste metaforiske forstand kunne sige. Eller – og lige så ”sandt” – præcis ligesom en svamp, eller en fodboldkamp. Men litteratur er ikke en svamp, ikke en fodboldkamp, og – særligt i denne tid væsentligt at påpege – ikke en pandemi. Som allerede nævnt, poesien er ikke pludselig blevet central.

merarbete på övriga latex-

händer —> tröttheten —> som en feber —> den dvalliknande somatiken

—> krälandet i andras spillning —> hatet mot den hjälplösa kreaturen —>

och den statliga solidariteten —> och den statliga spegelstadiet —> om

det er duet är det inte jaget som är det -

Hvad er den direkte lære af dette citat for eksempel? Det har jeg svært ved at formulere, men det mærker mig alligevel, sætter aftryk. Jeg mærker det gør indtryk og efterlader sig noget udefinerbart, plastisk i mig. Noget der kan vokse eller hurtigt dø ud. Alt afhængig af millionvis af andre faktorer. Ligesom virus, men ikke ligesom virus.

Poesien og virusset er ikke blevet centralt. Men fra ydersiden har det måske alligevel skubbet til nogle fastlåste rør og banket en smule rust af, så tilstopningerne er mildnet og væsken kan flyde ad nye veje.

Tanken er løs

Vi ser alt andet lige, at tanken synes at være sat fri. Pludseligt og heftigt, brussende. Kigger man på den internationale nyhedsdækning, er det åbenlyst, at corona har givet central spalteplads til tanker, der før var marginale – borgerløn er et eksempel på en forestilling, der pludselig har vundet stort indpas. Lønkompensationsordninger var et af de første redskaber, der blev fundet frem i beredskabet mod corona-pandemiens følger på arbejdsmarkedet. Og borgerlønsbevægelsen Bien (Basic Income Earth Network) oplever da også en markant forøget interesse for tiden – i Canada, Kroatien, Spanien, Storbritannien, USA, Danmark, osv. diskuteres forskellige borgerlønsmodeller til at afhjælpe både under, men i voksende grad også efter coronakrisen. Det økonomiske kredsløb har ændret sig fundamentalt de seneste 20-30-40 år. Langt størstedelen af den samlede vækst kommer fra værdistigninger i fast ejendom, aktier og andre uigennemskuelige finansielle strukturer. Arbejde betyder derimod langt mindre for økonomien, hvilket har givet sig udslag i den stigende økonomiske ulighed. Lyder strukturen helt gammeltestamentelig i sin ubarmhjertighed, så er du gal på den. Nej, forlaget skal derimod findes i Det Nye Testamente, nærmere bestemt ”Matthæusevangeliet” (25:29-30): ”For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har.  Og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.” Deraf også den noget harm- og tandløse betegnelse ’matthæuseffekten’.

Det var mere end noget andet skørt og show og ekstremt snævert målrettet, men i USA turnerede en af de demokratiske præsidentkandidater faktisk med borgerløn som sit ypperste valgprogram – og det var vel at mærke inden coronakrisens udbrud. Det føles som uendelig længe siden, at Joe Biden lettere antiklimatisk sikrede sig nomineringen, men hvad er det egentlig? To måske tre måneder siden? Gad vide om Andrew Yangs platform havde klaret sig bare en smule bedre nu?

Er det muligt, er det virkelig muligt, tænker jeg pludseligt? Uden at vide, hvad ”det” så er. Nej, det er ikke nu, runger det for det indre øre. At drømme nu vil være udtryk for ringe dømmekraft, ussel opportunisme, foragt for de udsatte, de omkomne og afskedigede. Det runger for det indre øre som et glasklart ekko af finanskrisens forbehold. Tiden er ikke til eksperimenter, hørte vi. Hører vi. Men er det alligevel nu, på trods af alle forbehold og bevarelsesmekanisme. Er det nu vi skal tænke igen, tænke os om, tænke samfundet, fremtiden, indretningen på ny? Det er altid nu, det er aldrig nu. Så hvorfor ikke?

Antipoden inkarneret

Men alt er selvfølgelig ikke fryd og gammen. Vi er jo helt åbenlyst ikke enige om, hvilken vej vi skal gå. Ja, er vi overhovedet enige om, hvem ”vi” er? Er det folket, ’danskerne’/’nordmændene’, europæerne, menneskene, vesterlændinge, de velstående eller på anden vis privilegerede. Og hvem er i så fald det? Nej, harmonisk enighed er bestemt ikke indtruffet – se bare på de pågående diskussioner i EU omkring udformningen af de økonomiske håndsrækninger – og heldigvis for det. Det ville jo betyde en komplet annullering af politik forstået som holdningers brydning. På den måde er corona også antipodisk: Siges der nationalisme, svarer corona med grænseoverskridende adfærd. Fokuserer vi på udsatte ældre, reporteres der pludselig om en stigning af børn med Kawasakis syndrom i Storbritannien, Frankrig, Italien, Spain og USA. Og selvom de store kilder til udledningen af drivhusgasser lider (med nævneværdig undtagelse af landbrugssektoren) – olieindustrien, flybranchen, krydstogsskibene, bilindustrien og privatbilismen – så estimeres det globale CO2-udslip alligevel ”blot” at falde med 8 procent i 2020 ifølge det internationale energiagentur (IEA). Det er i parentes bemærket det største fald nogensinde, og seks gange større end finanskrisens effekt, men samtidig kun netop tilsvarende det påkrævede årlige udledningsfald, hvis Parisaftalens mål om en global 1,5°C-stigning skal overholdes. Det er, afhængigt af perspektivet, enormt nedslående eller utroligt henrykkende. (Det kan jo lade sig gøre! Det er fuldstændig utopisk og samfundsødelæggende).

Med metaforerne på vildveje

Dette er kamppladsen. Det var det før corona, og det kommer det også til at være efter. Alligevel synes alt at være forandret på ny. Tyngden, alvoren, humoren, selvforståelsen. Kulturforskeren Anders Engberg Petersen argumenterer da også overbevisende for, at en indgroet krigsmetafor – som i høj grad er blevet appliceret i ”kampen” mod corona – må vige til fordel for en omsorgsmetaforik. Han skriver:

“The solution to the Covid-19 pandemic is not a military one–neither metaphorically, nor actually. […] The language of the future is not the reductive language of human aggression and destruction, but the language of protection, of caring, curing, nurturing, developing, organizing, cooperating, and building. Not war, but care could be the master metaphor for the coming decade. But as long as presidents, prime ministers, and the media keep framing the pandemic in military terms, we will all have to contend not merely with the worst health crisis in modern memory, but also with a powerful, false metaphor that clouds the mind and hinders appropriate action.” (“Covid-19 and War as Metaphor,” 22/4 2020, boundary2.org)

Vi befinder os så at sige i en tid, hvor bestemte metaforer kan føre os ud på bestemte (vild)veje. Politologen og den danske stamfader til forestillingen om konkurrencestaten, Ove Kaj Pedersen, har sagt at krisen kan inddeles i tre faser (hvilket i sig selv selvfølgelig er en figur, der leder i en bestemt (lineær) retning): Metaforfasen, konfliktfasen og konsolideringsfasen (interview i Information, 4/5 2020). Det, synes jeg, er en virksom måde at forstå den nuværende situation på. Som Engberg Petersen også antyder, befinder vi os lige nu i metaforfasen. Det fyger om ørerne med et utal af idéer, nye forestillinger, innovative forslag og mulige forståelsesfortællinger. Med forskellig hast bobler forslagene til overfladen, hvor de ligger og syder i dissonant symfoni. Derfor: Hvis dette essay har været noget, så har det været et spinkelt forsøg på at holde det rum åbent, lade gæringsprocessen pågå lidt længere, bare lidt længere, inden den vanlige politiske struktur igen lukker mulighedsfeltet og lader økonomien agere autokratisk retningsviser.

Tiden er ikke inde til at vende sig mod litteraturen. Tiden til litteratur er ikke nu, men altid. Litteratur er ikke en pausetone indtil ”livet” igen vender tilbage. Det er en enorm forfladigelse af litteratur at behandle det så skødesløst. Alle metaforer er ikke lige gode – poesi er ikke virus – men metaforfasen, som en radikal udvidelse af mulige tanker, er en kærkommen bølge af frisk luft i de isolerede hjem. Vi må ikke lukke vinduet for tidligt.

VIRUSET FRIGÖRAREN

modersmålet

lönarbetet

statsapparaten

kapitalcirkulationen

kroppsligheten

utopifantasmerna

dödens pågående arbete

detta livsblivande


Karl Emil Rosenbæk (f. 1987) er ph.d.-student på Institut for Kulturvidenskaber ved Syddansk Universitet. Han forsker i kulturelle forestillinger knyttet til olie (fx mobilitet, konservering, frihed, uafhængighed) og undersøger, hvordan sådanne petrokultur(er) kommer til udtryk og forhandles i den skandinaviske samtidslitteratur.


BLA 6-7/20.

Powered by Labrador CMS