Essay

Kulturkritik til en politisk krisetid

Globale protester kaster grus i kapitalismens velsmurte maskine. De offentlige pladser fyldes igen med demonstranter, der nægter at føje sig, og i kulturkritikken findes de revolutionære paroler frem igen, skriver Karl Emil Rosenbæk.

Publisert digitalt

Et spøgelse går gennem Europa – kommunismens spøgelse. Hvor mange gange har vi ikke set denne emblematiske sætning fra Det Kommunistiske Manifest (1848) følge i hælene på en økonomisk krise? Senest efter finanskrisen i 2008 blev det gamle spøgelse genopvakt og nærstuderet i et forsøg på at forstå kapitalismens kortslutning. Og nu er det som om, det igen igen (igen) er blevet tid til at støve revolutionsstøvlerne af. Protesterne spreder sig i skrivende stund som årringe. Der er stadig gule veste i Frankrig og eskalerende retssikkerhedsprotester på femte-sjette måned i Hong Kong. Der er massedemonstrationer i Slovakiet, og der er – på trods af magthavernes voldsomt hårdhændede forsøg på at slå det ned – vedvarende protester i både Chile, Egypten og senest også Iran. I Vesteuropa demonstrerer trængte landmænd over klimakrav og øget udgifter til landbruget ved blandt andet at blokere vejene omkring Haag i Nederlandene og ved at skabe trafikkaos med deres traktorer i flere af de tyske storbyer. I Ecuador protesterer folket over en foreslået forøgelse af benzinpriser, i Libanon er der udbredte elite- og korruptionsprotester (der indtil videre har resulteret i premierminister Saad Hariris tilbagetræden) og i Irak fortsætter den selvudnævnte Oktoberrevolution ufortrødent. Omstændighederne er forskellige, vreden rettet i hver sine retninger, men der er en fælles klangbund af utilfredshed over et økonomisk system, der opretholder ulighed kombineret med en selvtilfreds privilegeret politisk elite.

I medierne reporteres der massivt og med rette fra disse højspændte kampzoner, afmægtige opråb spredes på de sociale medier og på behørig afstand afkræves hjemlige folkevalgte andet og mere end vage støtteerklæringer. Men det er ikke kun på den politiske scene, der er røre: Også i kulturkritikken findes de revolutionære paroler frem igen. Forskellen fra finanskrisen i 2008 er bare, at vi denne gang ikke står midt i en global økonomisk krise. Vi er derimod kommet langt ud på et billedpolitisk overdrev, hvor visionære politikker er blevet erstattet af polariserende stemmemaksimering eller virkelighedsfjern magtkonsolidering. Det er med andre ord muligt at være tale om en reel politisk krise. Vi er så at sige på herrens mark.

Det metaforiske overdrev

Lad os derfor starte med det grønne: Et overdrev er en særlig naturtype, der i modsætning til enge typisk har en tør jordbund og er fattige på næringsstoffer. Sammenlignet med andre naturtyper er overdrev meget artsrige og huser en lang række særlige blomsterplanter, græsser og svampe, ligesom det også er hjem for en betydelig mængde insekter, krybdyr og padder. Fuglearter med deres langstrakte overblik er derimod sjældent knyttet til overdrevene. At være ude på overdrevet – en talemåde, der beskriver en urimelighed eller en absurditet – er således metaforisk at forstå som en rundgang i det næringsfattige, men artsrige. Og måske er denne forståelse ideel til at betragte det nuværende politiske regime? Artsrigdommen består af det vildtvoksende net af enkeltstående mærkesager og forargelsesmomenter, der konstant serveres i cirkulerende billede-blitz. Samtidig sikrer den næringsfattige jord, at mere dybdegående – strukturelle, og, tør jeg sige, kapitalismekritiske – forbindelser og sigtelinjer aldrig for alvor drages. Der er noget, der tyder på, at vi er ved at fare fuldkommen vild ude på overdrevet og har ualmindelig svært ved at vende tilbage til mere næringsrig grund. Vi er, som professor i politisk æstetik Mikkel Bolt skriver i sin nye essaysamling På råbeafstand af marxismen (2019), »fanget i en historieløs erindringskultur, hvor det politiske er opløst i dumme billeder og infantile one-liners.«

Essaysamlingen er, som undertitlen også lyder, et studie »i den vestlige marxismes selvkritik, udvidelse og afvikling«. Bolt sporer således marxismens teorihistorie fra 1960’erne, hvor ‘proletariat’ og ‘klassekamp’ stadig var anvendte gloser, og frem til i dag, hvor »40 års intens neoliberalisme har ødelagt det marxistiske vokabularium og bandlyst begreber som klassekamp og revolution.« Det lyder støvet og uhyre akademisk, men Bolt formår at kombinere det intellektuelle med en personlig nerve. Hans affektion for 1960’ernes avantgarde og ærgrelsen over den postmoderne vending, såvel som Foucaults fascination af neoliberalismen og »den næsten fuldstændige forsvinding af forestillingen om det revolutionære subjekt« serveres for læseren på en indlevende og passioneret måde. Det gør bogen oplagt at bruge som en slags kultur- og teorihistorisk opslagsværk, når man skal forsøge at forstå de politiske absurditeter, der finder sted for øjnene af os. For hvor (fanden!) er det egentlig, vi er endt henne i den politiske samtale?

Der er altid en passende emoji

To nedslag fra dette efterår kan måske tydeliggøre Bolts kommentar om den politiske opløsning yderligere. Først havde vi et ekstraordinært topmøde i FN den 23. september, indkaldt af FNs generalsekretær António Guterres i lyset af den fodslæbende globale klimapolitik. Det skulle være slut med skåltaler og ulidelig selvtilfredshed, taler for talerens skyld, soundbites til hjemmepublikummet, femten minutter i berømmelsens klare skær – alt det billedpolitiske støj uden indhold skulle der gøres op med. Nu skulle der reel klimahandling på bordet. Siden mødets afslutning har to elementer cirkuleret uafbrudt i såvel de traditionelle som de sociale medier: Greta Thunbergs passionerede, følelsesfulde tale med tilhørende hashtag (#howdareyou osv.) og den samme Greta Thunbergs skånselsløse blik, da hun tilfældigt blev passeret af Donald Trump. Mit ærinde er selvfølgelig ikke at bidrage til det rundhyl af fordømmelser og debatter omkring følelsernes plads i parlamenter eller andre afsporende indspark. Jeg ønsker derimod at pege på et paradoksalt – og dog yderst velkendte – fænomen, nemlig at (radikale) kritikker og opråb om grundlæggende forandringer af vores samfunds strukturering behændigt reduceres til henholdsvis personhetz og personkult med dertilhørende emojis.

Det andet eksempel er næsten uden for enhver fatteevne. Her bliver ens forestilling om politik virkelig strakt til det yderste i forsøget på at begribe situationens alvor og absurditet på samme tid. Det kan næsten bedst illustreres ved et nedkog, der lyder nogenlunde sådan her: Den amerikanske præsident, en tidligere byggespekulant, tv-personlighed og realitystjerne forsøger at afpresse den nyvalgte ukrainske præsident, en komiker, der kom til magten efter i flere år at have portrætteret en menig mands komiske vej til præsidentskabet som forkæmper for antikorruption. Det er i ramme alvor vanskeligt at se, hvordan denne farce kan underlægges reel analyse uden at bryde sammen. Og dog cirkulerer der konstant twitteropslag, tv-reklamer og videobidder, der holder sagaen i live og skaber grobund for alskens konspirationer. Hvad med politikken, strukturanalysen, selve diskussionen af samfundets indretning? Det må pænt vente – der er slagsmål i meme-land.

Billedpolitik og skuespil

At tale om politik som billeder og skuespil er selvfølgelig på ingen måde nyt. Den franske situationist Guy Debord fremførte klart teorien om skuespilsamfundet i værket La societé du spectacle [Skuespilsamfundet] fra 1967. Her beskriver han, hvordan det levede liv i den moderne produktions tidsalder har bevæget sig i retningen af repræsentation. Skuespillet skal således forstås som en bekræftelse af udtrykket, en slags kalkule af enhver social relation i forhold til dets udseende udadtil. Hos Debord er denne udvikling – i dag vil vi måske lettere eufemistisk omtale det som en professionalisering af fx. politikerstanden – forbundet med økonomiens dominans. Først ved en bevægelse fra ‘at være’ til ‘at have’ (privat ejendomsret). Og dernæst ved økonomiens totale overtagelse af det sociale liv og en tilhørende bevægelse fra ‘at have’ til ‘at fremstå’ (forstået som en indlejring af kapitalismens vækstimperativ og spekulation i vores mellemmenneskelige omgang med hinanden).

Det er altså en ganske radikal (og lettere dunkel) samfundsanalyse Debord kommer med. Men om man abonnerer på præcis denne sammenkædning af ideologi og kultur eller ej, så er det svært at komme uden om det forhold, at politik har bevæget sig i retningen af udtryk, (selv)fremstilling, æstetik. Ja, man kan måske ligefrem tale om, at denne udvikling til stadighed giver kulturteoretikerne (og kunstnerne) en særlig analytisk tyngde. Repræsentation er jo netop deres metier. Som Bolt også antyder i sin bog, så er det efter et par sløje årtier med en »overdreven tiltro til kapitalens evne til selvreform« således igen begyndt at boble frem med kulturanalyser, der tager livtag med samfundets grundlæggende struktur(er) (læs: kapitalismen). Bolværket slår sprækker, fremmaningen af det sovjetiske (og kinesiske) regime er ikke længere tilstrækkeligt til at holde den strukturelle økonomikritik nede. Læg dertil finanskrisen i 2008 og det vedvarende besvær med at genkalde sig efterkrigstidens vækstrater. Kort sagt, den neoliberale logik er ikke længere en naturaliseret og uangribelig størrelse. Bolt skriver det sådan her:

»Tingene er med andre ord i bevægelse, og der er fornyet interesse for marxismen og dens analyseapparatur, der tidligere i historien har fungeret som perspektiv og prisme for kollektive politiske kampe. […] I takt med at krisen fortsætter og går fra at være en økonomisk krise til at blive en politisk krise, og flere steder sågar er blevet en krise for staten, så vil den vestlige marxisme og dens analyser efter al sandsynlighed komme til at spille en central rolle«.

Depression og skærmpolitik

Men hvor ser vi så disse marxistiske eller i det mindste strukturkritiske kulturanalyser? Et eksempel er den danske kritiker og litterat Mikkel Krause Frantzens bog En fremtid uden fremtid (2018) om »depression som politisk problem og kunstens alternative fortællinger«. Her skriver Frantzen om den epidemiske depression, som Vesten oplever – »Depression er nu den mest udbredte psykiske lidelse på verdensplan«. Men i stedet for at fokusere på individet, der lider, så retter Frantzen et kritisk blik på det danske samfund, der presser »verdens lykkeligste folk« ud i ulykkelighed. Som han skriver; »depression kan og skal forstås som et politisk problem; et problem, der med andre ord er uadskilleligt fra den samtid og det samfund, der omgiver det.« På den måde udfolder bogen en radikal samfundskritik, der ligger i tråd med Bolts ‘repolitisering’ af samfundsforholdene. Frantzen spidsformulerer det ved at skrive, »at vi i stedet for at individualisere problemerne problematiserer individualiseringerne«. Pointen er selvfølgelig, at neoliberalismens indmarch har været en lang bevægelse »fra systemkritik til selvkritik«, men at vi nu – langt ude på senkapitalismens dekadente overdrev – er nødt til at skifte retning igen.

Et andet eksempel på denne kritik findes i Jonathan Crarys essay 24/7 – Senkapitalismen og angrebene på søvnen (2014), som udkom på dansk i år. I dette værk væver den amerikanske professor i moderne kunst og teori en ubekvem fortælling om det han kalder det »konnektionistiske paradigme«, eller blot, 24/7-kapitalisme. Det er en til tider hullet og påståelig tekst, der placerer sig et underligt pendulerende sted mellem aktivistisk kampskrift og en akademisk og stringent argumentationsdreven artikel. For mig at se, ligger essayets særlige styrke derfor også mere i prægnante one-liners, der åbenbarer og anskueliggør problematikken, end i den gennemarbejdede analyse. Om 24/7-fantasmen skriver Crary for eksempel rammende:

»Inden for 24/7-kapitalismen bliver al socialitet, der ikke tager udgangspunkt i individuelle egeninteresser, nådesløst udtømt, og det offentlige rums mellemmenneskelige fundament bliver gjort irrelevant i forhold til en fantasme om digital selvtilstrækkelighed.«

Argh damn! Nu kom jeg selv til at tjekke mit instagram-feed i femten sanseløse minutter. Termen »guilty pleasure« kommer mig heldigvis hurtigt til undsættelse – jeg har jo fortjent en lille pause, et lille fix, midt i dette essay-skriveri. Men som Crary skriver i 24/7, har studier af tv-vaner og internetforbrug påvist, at nydelsen synes at udeblive »til fordel for et behov for gentagelse«. Der er altså ikke tale om et lille, lækkert dopamin-skud, når jeg scroller på facebook eller instagram. Derimod viser det sig, at de adspurgte udtrykte modløshed efter digitalt forbrug, »og alligevel følte de sig tvunget til at fortsætte deres adfærd«. Men hvorfor? Hvad er det, der binder os til disse mismods-instrumenter? Crary skriver:

»Fjernsynet var bare det første i en kategori af apparater, som vi lige nu omgiver os med, og som oftest anvendes ud fra et kraftigt vanemønster, der indbefatter adspredt opmærksomhed og semi-automatisme. I denne forstand hører de til nogle overordnede magtstrategier, hvis målsætning ikke er massebedrageri, men snarere en neutraliseret og inaktiv tilstand, hvor man frarøves tiden. Men selv inden for de vanemæssige gentagelser er der stadig en smule håb tilbage – et håb som er bevidst om dets egen falskhed – om at endnu et klik eller endnu en berøring måske åbner op for noget, der kan befri en fra den overvældende monotoni, som man er nedsunket i. En af 24/7-miljøernes umyndiggørelsesformer er at modarbejde dagdrømmeriet eller andre former for fraværende fordybelse, der ellers ville forekomme i kedelige eller ledige tidsintervaller.«

Det er en ganske slående analyse Crary udfolder her. Vi bliver ikke lykkelige eller sanseligt mættet af at scrolle på instagram. Om noget bekræftes vi egentlig blot i vores afmagt. Men samtidig håber vi, at det pludselig – dybt inde fra maskinens egen mavesæk – rumler og bobler med fornyet livskraft. Måske findes der et billede eller “en story”, der kan bryde min trance og transportere mig tilbage til overfladen med uanet energi. Det kan være en DIY-indretningsidé jeg kan kaste mig over eller en sød natdragt til min datter. Det vil sikkert forsøde min tilværelse. Om ikke andet, så er de digitale adspredelser netop det: en monoton adspredelse fra en kompliceret hverdag. Men ak, aben er jo flyttet med. Politikken finder i dag i stigende grad sted på de sociale medier, hvor vælgerkontakten ikke medieres af dagbladene. Vi bliver derfor hele tiden konfronteret med den sensationalisme og showæstetik, der præger moderne politik. Man kan måske ligefrem tale om en allestedsnærværende påmindelse af politikkens afkobling fra folkets levede liv.

En diskussion af livsforhold

De massive protestbevægelser synes i hvert fald at pege mod en reel politisk krise. Modsat finanskrisen, så er svaret derfor heller ikke (blot) finanspolitiske justeringer, sparepolitik eller offentlige investeringer – sandheden er nok også, at det svar vi så i 2008 i høj grad er medvirkende til den reaktion, vi ser i dag.

Det vi ser nu, er nemlig en diskussion af livsforhold, fælleskulturelle verdensforståelser og selve organiseringen af (hverdags)livet. Man kan, med afsæt i den franske filosof Felix Guattaris essay De tre økologier fra 1989, tale om en debat, der både omfatter subjektet, socialiteten og naturgrundlaget. (Guatteris essay er ganske passende også netop udkommet på dansk).

Marxismen er et broget tankegods, men en ting er gennemgående: Det er en teori, der forstår at analysere den historiske situations beskaffenhed og finde ind til nældens rod (kapitalismen og udbytningen af arbejderen). Det er en helhedsanalyse, og vi står i en helhedskrise. Derfor er det også forståeligt, at noget af tankegodset hos det gamle kommunistiske spøgelse igen bliver vagt til live i et forsøg på at fravriste den kapitalistiske dagsordens monopol. Dermed ikke sagt at betegnelserne ’kommunisme’ eller ’marxisme’ runger fra protesterne. Det gør de ingenlunde. Hvad demonstrationerne derimod manifesterer, er en tiltrængt udvidelse af den politiske kampzone. Og den er denne udvidelse kulturkritikken undersøger. Dét er bestemt værd at hilse velkommen. Også her, på privilegeret afstand af tåregasgranater og vandkanoner.

Litteratur

Bolt, Mikkel. 2019. På råbeafstand af marxismen – Studier i den vestlige marxismes selvkritik, udvidelse og afvikling. Aarhus: Antipyrine

Crary, Jonathan. 2019 [2014]. 24/7 – Senkapitalisme og angrebene på søvnen. Aarhus: Antipyrine

Debord, Guy. 1983 [1967]. Society of the Spectacle. Detroit: Black & Red

Frantzen, Mikkel Krause. 2018. En fremtid uden fremtid. København: Informations Forlag

Guattari, Felix. 2019 [1989]. De tre økologier. Aarhus: Antipyrine

Karl Emil Rosenbæk (f. 1987) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling fra Københavns Universitet.

BLA 11-12/19. 4.12.2019.

Powered by Labrador CMS