Økokritikk.

Always On

Den økokritiske sommerlekture består af tre tekster og en tv-serie, der problematiserer tech-industriens fantasi om metaverset.

Gjenforent? Kropp og sjel møtes igjen i William Blakes illustrasjon til Robert Blairs dikt
Gjenforent? Kropp og sjel møtes igjen i William Blakes illustrasjon til Robert Blairs dikt "The Grave".
Publisert digitalt

Hvorfor er det overhovedet interessant i et økokritisk perspektiv at beskæftige sig med noget så kunstigt og kulturelt frembragt som internettet og den digitale verden? Hvis økokritik er at forstå som ’studiet af naturens rolle i litteraturen,’ hvilket ubetinget var feltets udgangspunkt tilbage i 1990’erne, så er det vanskeligt at se forbindelsen. Som det ofte går med kulturkritiske strømninger, så har økokritikken dog gennemløbet mindst et par bølger siden etableringen. En af økokritikkens stamfædre Scott Slovic talte således allerede tilbage i 2010 om såkaldt tredje bølge økokritik med et mere omsiggribende perspektiv. En anden måde at formulere denne udvikling på, er ved at betragte den ”klassiske” litteraturorienterede økokritik som en slags niche inden for det bredere – og nyere – felt miljøhumaniora (environmental humanities).

Den samtidige økokritik kan altså betragtes som en delmængde af miljøhumaniora, hvor natur ikke længere forstås som et absolut adskilt domæne, men derimod som ontologisk sammenfiltret med alt andet. Naturen med stort N, som Timothy Morton har kaldt det, er en hegeliansk fantasi i samkvem med andre dualistiske opdelinger, som eksempelvis krop/ånd og subjekt/objekt, som ved nærmere eftersyn har vist sig uholdbar. Ud fra et ’samviklings-økokritisk’ perspektiv er det således nemmere at se, hvordan den digitale udvikling har konsekvenser for hele den sociale og civilisatoriske økologi – det vil sige måden vi går i forbindelse med og relaterer til hinanden og verden. Og vi synes i den forbindelse for øjeblikket at have ramt et zenit med den vedvarende uudgrundelige ”buzz” om metaverset – denne fantasi om en digital fremtid, hvor vi kan opleve fortidige begivenheder på første parket og udleve fantastiske bedrifter i et virtuelt slaraffenland, der er fuldstændig indlejret i den analoge hverdag.

Metaverset in spe

Googles android-system til smartphones, der blandt andet anvendes på Samsungs mobiltelefoner, har en funktion, der hedder ”Always On”. Når det er slået til, forbliver en vis mængde information tilgængelig på displayet, mens telefonen ”sover,” som det hedder (sleep mode). Jeg har tidligere skrevet om Jonathan Crarys essay 24/7 – Senkapitalismen og angrebene på søvnen (BLA #11-12, 2019), der udlægger hvordan teknologi-virksomhederne begærigt forsøger at monopolisere på vores fritid. Lysende notifikationer og en Always On-funktion, der gør det uhyre let liiiige at tjekke om der er tikket en besked ind inden sovetid, er et klart eksempel på dette og kan samtidig betragtes som det ’naturlige’ forstadie for en kommende total nedsænkelse i en digital drømmeverden. Always On får en betænkelig ominøs klang, når det samtænkes med Zuckerbergs visioner for metaverset. Crarys essay er dermed en let fordøjelig indgang til de kapitalistiske grundmotiver bag ”fantasme[n] om digital selvtilstrækkelighed,” hvor personlige datasæt – selvfølgelig – kan ekstraheres og kapitaliseres ad libitum.

Efter endt læsning af Crary kan du med fordel kaste dig over the grand old man inden for feltet energihistorie, David Nye, der netop har udgivet bogen Seven Sublimes. Heri præsenterer Nye læseren for syv nutidige former for sublime erfaringer forstået som en pludselig overvældelse indeholdende både afmagt og ekstase. Disse former tæller blandt andet ’den naturlige’, ’den teknologiske’ eller ’den militære’ oplevelse af sublimitet. Til disse syv former tilfører Nye også den digitale verden, om end han vægrer sig mod at udråbe denne form som helt modnet endnu. Som han skriver, muliggør de digitale teknologier dog nye sanseoplevelser, som i stigende grad sigter mod at frembringe sublime erfaringer – Nye er blot uafklaret i forhold til om den digitale virkelighed endnu leverer de sublime erfaringer den synes at love.

Som Crary også har beskrevet, så virker såkaldt ’deathscrolling’ netop ikke ved at udløse dopamin. Det fremkalder derimod en modløshed, der paradoksalt søges afhjulpet ved netop at kaste sig over endnu en tur gennem sit SoMe-feed på jagt efter udeblivende nydelse. Sublimiteten kan på den måde siges at være udeblivet indtil videre, om end den digitale verden selvfølgelig (også) er andet og mere end SoMe – heldigvis. En tættere forbindelse til noget tilnærmelsesvist sublimt kan måske udpeges i den afbureukratiserende administration af helbredsoplysninger i et gennem-digitaliseret samfund som Danmark under corona-pandemien, hvor et ellers velstående land som Tyskland fremstod ubehjælpelig gammeldags i dets anvendelse af fax-maskiner og analoge protekoller. Det oplevedes næsten urovækkende ubesværligt at kontrollere testsvar og bestille ny prøvetid i det danske sundhedsvæsen, men sublimt er nok alligevel en betegnelse, der bedre egner sig til den mere pludselige overvældelse.

At der er et kommercielt potentiale i at frembringe sublime oplevelser i den digitale virkelighed er dog åbenlyst, som Nye også skriver. Og i den forbindelse må metaverset siges at være det seneste forsøg på at realisere en virtuel virkelig, der ikke bare momentant, men vedvarende udkonkurrerer den banale hverdag. Med andre ord kan fantasien om metaversets perversering af Always On forstås som en slags konstant ude-af-kroppen oplevelse, der paradoksalt forsøger at strække den komprimerede sublime erfaring i tid og rum.

Metaverset udlevet

Som jeg ser det, er tv-serien Severance en registrering af denne fantasis oplagte skyggeside. Hvad er det – og hvorfor er det – vi altid skal ’være på’? Til syvende og sidst er det selvfølgelig ikke for subjektets sublime oplevelsers skyld, men for at indgå som profitgenererende led i en intrikat tech-virksomhed. Sådan er motivet i Severance, og set udefra virker det til at være noget tilsvarende, der lurer under overfladen i fremtids-fantasierne fra Silicon Valley.

Science-fiction serien, der i parentes bemærket udgives af tech-virksomheden Apple, er skabt af den hidtil ukendte drejebogsforfatter Dan Erickson og overvejende instrueret af Ben Stiller. Den har den velkendte problemstilling om work-life-balance som sit omdrejningspunkt og introscenen indfanger på eksemplarisk vis den overfladiske polering, der – selvfølgelig – dækker over en urovækkende og glimtvist afsløret udbytnings-virkelighed. I introduktionen skinner en computergenereret udgave af hovedpersonen spillet af Adam Scott således mærkeligt lakeret, mens han konstant spaltes, opløses til en tyktflydende sort væske og genopstår i et evigt forløb, der kulminerer i en dobbeltseng, hvor hans to adskilte dele flimrer glitch-agtigt, før de smelter sammen. Som titlen også siger, så handler fortællingen om et nyt medicinsk indgreb, der muliggør en absolut adskillelse mellem ens arbejds-jeg og ens fritids-jeg – en neurologisk opdeling i et såkaldt innie-jeg og outie-jeg. Med tanke på, hvor svært det nogle gange kan være at lade arbejdet ligge, når man trasker hjemad, eller, omvendt, hvor meget en dårlig aflevering i børnehaven kan forfølge en op ad arbejdsdagen, så lyder det jo ganske forjættende at kunne adskille disse to forhold fuldstændigt.

Spoiler: Det er det selvfølgelig ikke. I løbet af serien afsløres dette kirurgiske mirakelmiddel da også hurtigt som et effektivt undertrykkelsesinstrument opfundet og udbredt af en uhyggelig kultisk biotech-virksomhed ved navn Lumen. Kultisk ikke mindst med tanke på den kvalmende veneration, der tildeles virksomhedens hedengangne skaber (/guru) Kier Eagen. For eksempel citeres og henvises der i løbet af serien flere gange til den håndbog, der uddeles til Lumens medarbejder, hvori Eagans livs- og arbejdskodeks står nedfældet – en håndbog, der ydermere konstant redigeres i samkvem med virksomhedens udvikling. På den måde minder håndbogen umiskendeligt om den ’organiske’ lovtekst, der også præsenteres i George Orwells klassiske roman om totalitarismens manipulative væsen, Animal Farm.

Severance står da også i forlængelse af en lang række værker, der registrerer den tynde linje mellem teknologisk fremskridt og magt-monopolistisk undertrykkelsesorgan. Det er det samme stof alt fra Karin Boyes roman Kallocain til Øyvind Rimbereids digt Solaris Korrigert og alle klassikerne derimellem gør brug af i deres fremstillinger af teknologisk omslag. Der er således heller ikke alenlangt fra den konstruerede virkelighed i Severance til den (for)tænkte forestilling om metaverset, der gennemsyrer tech-industrien for tiden.

En kølig modpol

Hvor Severance med velkendte noir-virkemidler således gradvist afslører den fordærvede virkelighed under overfladen i tech-paradiset, så er den sidste lekture til sommerferien anderledes afdæmpet. Jeg tænker her på Anders Dunkers økokritiske essaysamling Å tenke på planeten, der samler hans årelange bidrag til Le Monde diplomatique. Om end titlen på første essay lyder lettere bombastisk – ”Trenger vi katastrofen for å lære?” – så udfolder teksten med sprogfilosofisk grundighed, hvordan en simpel sproglig forflytning fra ’katastrofe’ til ’krise’ kan have store politiske og civilisatoriske konsekvenser. Som Dunker skriver:

”Slik Pave Frans for litt siden erklærte at helvete ikke eksisterer, kan det virke som om Katastrofen med stor K er i ferd med å bli avviklet som begrep. […] Det psykopolitiske presset kirken utøvde med all sin apokalytiske propaganda, ble kontraproduktivt: Folk holdt ikke ut den intense trusselen om fortapelse. Til sist måtte man introducere skjærsilden og avlatshandel, der man kunne få avslag på helvetes pinsler og den endelige dommen. Tilsvarende har miljøbevegelsen gått fra truslene om klimakatastrofe på 1980-tallet til dagens krisebegrep: Man kjøper og selger klimakvoter og forhandler med skjebnen. Når katastrofen omdefineres til krise, fremstår den som en rekke av lokale katastrofer og storskala-ubehageligheter. Samtiden blir en skjærsild der vi straffes og tuktes uten fortapelse. Klimaet bliver dermed et spørgsmål om tilpasning – og katastrofens sterke imperativ mister sin troverdighet.”

Problemstillinger, der udstrækker sig over så enorme tidsspand, som den globale opvarmning gør, kommer af samme grund ofte i anden række til fordel for mere presserende sager. Vi taler om klimakrisen og ikke klimakatastrofen i et forsøg på at indbilde os selv, at konsekvenserne af den vedvarende udledning af klimagasser kan reduceres til et relativt simpelt spørgsmål om tilpasning. Vel at mærke tilpasninger, som der stadig er tid til efter den stemmemaksimerende sag, der skal tages hånd om først. Af samme grund behøver vi – desværre – at blive mindet om den globale opvarmnings konsekvenser i form af oversvømmelser, tørker og flygtningestrømme, før vi gør anslag til at handle. Corona såvel som krigen i Ukraine er et godt eksempel på, hvordan katastrofale hændelser i nærområdet, kan muliggøre politiske tiltag, der hidtil tænkes umulige.

I relation til Severance og metavers-fantasien er det dog et andet essay af Dunker, der præsenterer en slags filosofisk sidevogn til tv-serien. Essayet ”Den vidunderlige nye eugenikken” tager således de seneste landvindinger inden for genteknologien under behandling og udlægger, hvordan fagfællediskussioner om eugenik – altså racehygiejne – er genkommet med CRISPR-teknologien. Som Dunker skriver muliggør CRISPR ”for arvelige inngreb i menneskets DNA, slik at sygdommer kan lukes ut og eventuelle nye egenskaper legges inn, og endringene vil føres videre til neste generasjon.” Væk med alt fra HIV og arvelige former for cancer til nældefeber og diabetes. I essayet henviser Dunker også selv til sci-fi romaners belysning af problematikkerne ved teknologier som disse, ligesom han nøgternt præsenterer de fremmeste fortalers etiske argumenter. Biologen Craig Venter er eksempelvis citeret for at sige ”hvis vi gir avkall på en teknologi, gir vi avkall på midler til å forbedre og redde liv.” Det er en veltempereret gennemgang af problemfeltet uden alt for tydelige værdidomme, som Dunker her præsenterer. Dunker er nøgtern, til tider alarmeret, men aldrig alarmistisk. Han bevarer en evne til at tænke køligt i en konstant varmere tid, hvor ikke bare kloden, men også teknologi-begejstring bevæger sig ud på et overdrev. På den måde er Dunkers bog ganske utidssvarende og kan derfor retteligt anbefales i samkvem med den dunkle grundtone i Severance såvel som Crarys mere aktivistiske essay og Nyes teoretiske overbygning. At nærme sig et problemfelt er således altid et multidimensionalt ærinde, der kræver forskellige indgangsvinkler og temperamenter.

Karl Emil Rosenbæk (f. 1987) er ph.d.-stipendiat på Syddansk Universitet. Han forsker i oliekultur repræsenteret i norske og danske oliefiktioner fra det 21. århundrede.

Powered by Labrador CMS