Prosa

Kontekst søges

Handlingen er uklar og sproget er for forelsket i sig selv. "Elpis" er en ubeskrivelig bog, og det er dens helt store svaghed.

Publisert digitalt

Maja Hagen Torjussen
Elpis: en demonologi
Roman
Lik Forlag, 2019
96 sider

Det har været en utrolig særegen oplevelse at læse Elpis: en demonologi af Maja Hagen Torjussen. Men desværre ikke på nogen god måde. Måske kan et citat fra bogen selv, bedst opsummere den følelse jeg sidder tilbage med:

«Dersom jeg prøver å fatte hva som brakte oss hit, tenker jeg på Elpis og forstår. De gangene jeg forstår tenker jeg ikke; en umulighet som det eneste innenfor min fatteevne.»

Hvis jeg skal være hudløs ærlig, er jeg stadig i tvivl om, hvad det egentlig er, jeg har læst? Jeg skrev selv til BLA og tilbød mig som læser af bogen efter at være faldet over den på facebook. Det sparsomme og dystre omslag tiltalte mig instinktivt, og jeg fik ligesom fornemmelsen af en art apokalypse-fortælling. I mit speciale beskæftigede jeg mig med økolitteratur og kulturteori om klimakrisen, og jeg havde nok en ide om, at Elpis ville slå en lignende tone af. Det tror jeg ikke længere, den gør, men i en parafrase af citatet ovenfor kan jeg egentlig kun sige: Jeg prøver at forstå Elpis, men det er udenfor min fatteevne.

Flere muligheder melder sig dog. Er det en logbogsfortælling, der cirkulerer omkring forskellige personers overlevelse efter en ødelæggelse af en art? Måske, men det er svært rigtigt at få et greb om selvopretholdelsen og motivationen, når den formodede katastrofe er så fjern og diffus i tekstmassen. Er det så en sci-fi roman om en fjern fremtid, hvor eksempelvis forskeren med det ejendommelige tegneserienavn, Mikhal Signahl, udfører forsøg på kvinden Elpis sammen med Dr. Graphs(!)? Nej, den beskrivelse synes heller ikke præcist at indfange bogens grundtone. Også dertil er både universet – forskningsskibet Inept Force – og forskningsemnet G10W al for uklart tegnet op. Ja, jeg må faktisk indrømme at selv dette lille forsøg på at beskrive ét af bogens elementer kun er muligt på baggrund af forsideflappens referat. Her står der for eksempel om nogle af de forskellige spor i bogen, at «Elpis er usikker på om hun noensinne har forlatt leiligheten sin og om virkeligheten bare er en blanding av drømmer og hallusinasjoner», «Mikhal Signahl forsker på substansen G10W og bruker Elpis som forsøkskanin på forskningsskipet Inept Force sammen med Dr. Graphs» og «Abra Coin prøver å forstå forandringene som skjer i Miljøet.»

Hmm… ikke ligefrem selvforklarende, men der er dog et hjørne at gribe fat i: Elpis er således i græsk mytologi personifikationen af håb. Og substansen G10W beskrives på et af de få steder, hvor læseren tilbydes en smule information som «en ultimat substans som kan fjerne Det Onde.» På den baggrund er der måske en form for pointe i, at det netop er ‘håbet’, der må lægge krop til en undersøgelse af Det Ondes uddrivelse? Her lurer jo faktisk en etisk problemstilling. Hvor langt kan man tillade sig at gå i det godes tjeneste? Kan man eksempelvis retfærdiggøre et enkelt individs lidelse med et større samfundslegemes fremtidige gevinst? Det er ikke en ny problemstilling eller et ukendt etisk dilemma at støde på i romanform, men det er til stadighed et muligt refleksionsrum, der åbner op for interessante personkarakteristikker, meningsudvekslinger eller konflikter.

Form uden indhold

Elpis viser dog ingen interesse i at bidrage til denne evigt uløselige diskussion. Fokusset i bogen synes derimod at være rettet indad mod skønskriften i en sådan grad, at al handling til sidst mest virker som tvangsmæssig staffage. Men det der står tilbage, når stilladset af plot og fremdrift pilles væk, er desværre for skrøbeligt til at holde bogen oppe som æstetisk prydstykke. I logbogsnotatet med titlen abracoindag68 står der sådan her:

«Vi har lest om forskningen, men nyhetene var ikke den første inngangen. I Miljøet har vi ikke pratet om noe annet. Noen mener det er en selvfølge at Jesus ikke kom tilbake i menneskelig form fordi ingen ville trodd ham. Noen mener de allerede har substansen og ønsker å sende seg selv til forskningsskipene som forsøkskaniner. Oppløsningstendensene fortsetter.»

Det er skrevet i en bevidst dunkel stil, «Nyhetene var ikke den første inngangen», som om læseren allerede er indviet i begivenhederne. Det kan jeg i udgangspunkt godt lide. Sproget er nøgternt og passer ligeledes godt til logbogsformen. Det ville hurtigt blive utroværdigt, hvis et notat pludselig foldede hele baggrundshistorien ud. Faren ved denne stil er bare, at identifikationen hurtigt bliver svær at fastholde. Og det er netop her sproget skal gøre sig gældende. Læseren skal gribes, røres, medrives. Det savner jeg slet og ret.

Punktroman?

Det er selvfølgelig en smule farligt at udtale sig skråsikkert om norsk litteraturhistorie her fra den anden side af Skagerrak. Men jeg tør dog godt påstå, at Paal-Helge Haugen med bogen Anne (1968) om nogen indvarslede punktromanen i Norge. Punktromanen er en romangenre, der næres af fortættede, prægnante sætninger, narrative lakuner og en stor inddragelse af læseren som en nærmest detektivisk forbinder af sammenhænge og forløb. På den baggrund giver det måske mening at læse Elpis som en punktroman. Det gådefulde element er i hvert fald bestemt til stede. Som læser kan jeg ikke undgå at undre mig over, hvor vi befinder os og hvad der er gået forud for denne tilstand. Sporene er sparsomme, så detektivarbejdet er stort. Jeg orker det bare ikke. Så simpelt er det. Det uudgrundelige og rent ud uforståelige tager fuldstændig magten over bogen og vrider enhver følelsesmæssig inddragelse itu. Som her i notatet nemidag46, hvor Nemi har adskilt sine to børn, sønnen X og datteren Y, fra hinanden efter en kontrovers. Næste dag går Nemi så ind på datterens værelse:

«[D]a jeg entret rommet hennes ble hun hysterisk skrek og kjefta sentimentalia ørene og kroppen min jeg kunne ikke så jeg skøyt henne med rifla dattera mi ligger død på gulvet det blonde håret hennes rødt av blod X innelåst i kjelleren den eneste løsningen beskytte oss alle.»

Hvordan skal jeg prøve at forstå denne afstumpede voldshandling? Baggrunden for reaktionen er uudtalt. Ordet «sentimentalia» synes at dække over noget afskyvækkende for Nemi, men hvorfor? Datteren bliver dræbt og forsvaret er et sindsforvirrende udsagn om at «beskytte oss alle». Men denne sindsforvirring, som der velsagtens ikke kan være nogen tvivl om, bliver aldrig klargjort. Man hører rigtigt nok nogle små kvæk fra Nemi, om at hun lever «i ei død tid» og det mere end antydes, at hun er blevet udsat for et voldtægtslignende overgreb: «Idet han ligger meg ned naken under det skitne pleddet, guff på sofaen, spiller jeg død, fullstendig geit./Skyggen av en kvinne som meg.»

En utilfreds forsøgskanin

Jeg har svært ved at se, hvordan punktromanens fragmentariske stil skal kunne retfærdiggøre en så utroværdig psykologi. Jeg må derfor falde tilbage på bogens selvtilstrækkelige sprogforelskelse og erklære, at jeg simpelthen ikke berøres af bogens manierede forsøg på skønskrift.

Når sproget er dårligt, som det lettere generisk kan siges at være tilfældet i den trivielle ende af krimilitteraturen, må handlingen til gengæld træde til og skabe fremdrift. Når plottet ikke fungerer, må sproget skære dybt i materien og afdække sjælsdybde ambiguiteter. Men hvad hvis ingen af delene fungerer? Hvad skal man som læser, så griber fat i?

Karl Emil Rosenbæk (f. 1987) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling fra Københavns Universitet.

BLA 11-12/2019. 4.12.2019.

Powered by Labrador CMS