Entusiastiske essays

Sapfo, Sapfo, Sapfo

”Ja, lad os læse Sapfo som en samtidsdigter! I denne tid, hvor Lesbos er brændpunkt i flygtningekrisen, giver Sapfos ord stadig genlyd: Kærlighed er smukkere end krig,” skriver Mette Moestrup.

Publisert digitalt

”Jeg sad i toget og læste Sapfo … ja, jeg ved godt, jeg har sagt, det skulle være slut med at skrive om Sapfo, Sapfo, Sapfo. Men hvad vil du ha, jeg skal gøre?” Sådan spørger jeg i min seneste digtsamling, Til den smukkeste. 117 digte (2019). I suiten ”Hvad er smukt, smukkere, smukkest?” grubler jeg over Fragment 16, hvor Sapfo synger:

Sapfo

er en av litteraturhistoriens mest myteomspunne skikkelser. Hun levde på øya  Lesbos, produserte mye, og regnes som en av antikkens ni kanoniserte lyriske poeter. Størstedelen av hennes lyriske produksjon er tapt; igjen står en rekke fragmenter og huller. På norsk foreligger et større Sapfo-utvalg i gjendiktning av Svein Jarvoll, utgitt i 2003.

NOGLE MÆND SIGER EN HÆR AF HESTE OG NOGLE MÆND SIGER EN HÆR AF SOLDATER 
OG NOGLE MÆND SIGER EN HÆR AF SKIBE ER DET SMUKKESTE 
SOM FINDES PÅ DEN SORTE JORD. MEN JEG SIGER DET ER 
HVAD DU ELSKER

I dette fragment nævner Sapfo også den skønne Helena. Jeg grubler over, hvordan fragmentet hænger sammen med myten om Eris. Stridsgudinden Eris, som kaster stridsæblet med påskriften til den smukkeste til et bryllup, hun ikke er inviteret til. Hvilket ifølge myten bliver begyndelsen på den trojanske krig. I skriveprocessen, som foregik over fem år, kredsede jeg længe om æbler og krig på mindre mytisk vis. Kort sagt var jeg opslugt af at lade mig hjemsøge af spøgelser fra min egen slægt. Jeg havde ikke tænkt mig, at Sapfo skulle ind i billedet. For jeg havde allerede skrevet om hende i flere af mine digtsamlinger, især Dø, løgn, dø (2012), og mente, at nu måtte det være nok. Men så fik hun mig igen lokket hen til sine ord.     

Hvad er det ved Sapfo, som altid fortryller? Hvorfor vender jeg tilbage til hende igen og igen? Og hvorfor har jeg nu, efter 25 år som Sapfo-fan, kastet mig ud i dette forrykte projekt? Bare rolig, jeg mener ikke essayet her! Der er tale om, at jeg er i gang med at gendigte Sapfos fragmenter, selvom jeg ikke kan oldgræsk. Det føles forelsket og forbryderisk på en og samme gang. Bare rolig, jeg arbejder selvfølgelig tæt sammen med en strålende filolog. Hun står for det filologiske, mens jeg står for det poetiske. Målet er dog ikke en stringent filologisk oversættelse, men en nutidig gendigtning. Drømmen er, at fragmenterne skal blive til lyslevende poesi på dansk.  

Sapfo var så stor en digter, at hun bliver kaldt den tiende muse. Sapfo levede omkring 630 f.v.t. Sapfo sang om kærlighed, ikke krig. Sapfo sang om Afrodite, ritualer, erotik. Sapfo fra Lesbos, heraf ordet lesbisk. Sapfo tilskrives den sapfiske strofe, plektron og det lyriske jeg. Sapfos store værk er kun overleveret i form af brudstykker gennem andres citater, som fx hos Longinus, og på itureven papyrus fundet på losseplaser og i krokodillemumier. Sapfo kan derfor ikke oversættes som en helhed, perfekt, komplet.

Mit skrivebord bugner af Sapfo-bøger. Nogle er oversættelser med det aioliske inkluderet, heriblandt Anne Carsons mesterlige If not, winter (2002). Flere af oversættelserne er til engelsk, andre til svensk og norsk. Svein Jarvolls gendigtning fra 2003 lyser lilla op og matcher orkideen i vindueskarmen. Jeg fortaber mig, forgabt, i detaljer. Tag nu bare (rosen)bladene i Fragment 2, hvori Afrodites tempel fremmanes. Bladene er, i forskellige oversættelser, ”shimmering”, ”radiant-shaking”, ”bivrende”, ”flimrende” – min filolog foreslår ”gnistrende”. Carson argumenterer for ”radiant-shaking” som følger:

Entusiastiske essays

BLA inviterer engasjerte skribenter til å plukke fra egen hylle.

“Otherworldliness is intensified in Sappho’s poem by the synesthetic quality of her koma – dropping from leaves set in motion by a shiver of light over the tree: Sappho’s adjective aithussomenon (“radiant-shaking”) blends visual and tactile perception with a sound of rushing emptiness.”

Koma er ifølge Carson ikke nogen almindelig søvn. Snarere en slags trance. Det æteriske til trods, kan jeg godt følge det synæstetiske billedes realplan. Solglimt i et vindpust glitrer i dugperler på rosenblade; de drypper. Her er et forsøg (Sapfo påkalder Afrodite):

KOM TIL MIG FRA KRETA TIL DETTE HELLIGE

TEMPEL, HVOR DIN SKØNNE LUND ER,

HVOR ÆBLETRÆER GROR OG ALTRE RYGER

AF HARPIKSRØGELSE         

HER KLIRRER KØLIGT VANDS RISLEN 

GENNEM ÆBLEGRENE, OG HELE STEDET SKYGGES

AF ROSER, OG I GLIMT FRA SITRENDE BLADE

DRYPPER TRANCE

Hm. Måske skal jeg alligevel skrive ”gnistrende”, som filologen siger? Gendigtningen skal dels publiceres som bog, dels skal et udvalg bruges til en teaterperformance med sangere og dansere. Til sidste møde fortalte jeg teatergruppen om alt det dugvåde, dryppende, glitrende osv. hos Sapfo. Koreografen, Jules Fischer,  skrev bagefter til mig: ”Alt er ligesom purpur og blomster og duft og dug og lak og similisten og meget vådt nu.” Teatergruppen er mest på fragmenterne om eros og Afrodite. Første gang, jeg skrev om Sapfo, var i Golden Delicious, hvor jeg også skrev om biseksualitet. Vi talte om Sapfo som queer ikon.

Drivkraften er euforisk, jeg arbejder til langt ud på natten, henrykt. Men jeg må også være ekstremt koncentreret, forsigtig, da dette stof er så dirrende delikat. Så meget er gået tabt, så meget er for længst forsvundet. Stoffet er helt bogstaveligt i stumper og stykker. Og det sidste, jeg ønsker, er at ødelægge det mindste. Filologen er grundig, hun sender mig tusindvis af kommentarer. Hun lyder ærlig, når hun siger, at jeg har fundet tonen. Vi er enige om, at vi ikke skal rekonstruere eller camouflere lakunerne. Vi ynder, at det fragmenterede står frem. Utilsløret, i al sin gådefuldhed.

Noget af det, der drager mig ved Sapfo, er det gådefulde. Der er åh, så mange Sapfo-gåder, for man ved forsvindende lidt om hendes liv. Ligesom man næsten intet ved om, hvordan hun sang og optrådte … på uvis vis hang sang, lyrespil og dans sammen. Det fragmentariske bestyrker det enigmatiske. Sapfos værk menes at have talt ni bind (papyrusruller) med i alt cirka 10.000 linjers poesi. Kun 650 linjer, fordelt på små 200 fragmenter, er tilbage. Der findes en enkelt hel sang og omtrent ti større brudstykker. Resten af det overleverede er ret så fragmenteret. Mere opakt end transparent. Alligevel taler Sapfos ord meget direkte til mig. Hvordan kan det lade sig gøre, gennem alle de lag af forhindringer, at Sapfos sange er så uafrystelige den dag i dag? At afstanden ikke er større? Er dette i virkeligheden det allermest gådefulde? At Sapfo sommetider føles helt tæt på her og nu?

I 2005 og igen i 2015 blev der udgivet hidtil uopdagede Sapfo-fragmenter. En stor sensation for alle Sapfo-fans og -forskere! De mirakuløse fund blev genstand for alt fra skepsis til begejstring og igangsatte nye oversættelser, nye læsninger. Tænk, at der faktisk er udkommet ’nye’ Sapfo-digte i mit liv! Nogle nylæsninger spørger til, om det er reduktivt at se Sapfo som digter fra den græske oldtid. Skal synet på Sapfo forvandles, både temporalt og geografisk? Det foreslår den garvede Sapfo-forsker Page duBois i Out of Athens:  

“The reading of Sappho […] is profoundly transformed when she is seen not only as one of the great poets of Greek antiquity, but also as a devotee of the goddess Aphrodite, herself akin to Ishtar and Astarte, Sappho’s lyrics akin to Vedic song, all part of an Eastern Mediterranean and Eurasian culture that included not just the eastern Aegean island of Lesbos, but stretched far east, and south to Egypt and Arabia, and then recurring in the material world of 2005. Sappho is not precisely a ‘European,’ not just a poet of antiquity.”

Ja, lad os se alt ved Sapfo, som ikke er europæisk. Ja, lad os læse Sapfo som en samtidsdigter. Gudinderne morfer på min indre skærm, Afrodite, Ishtar, Astarte. På computerskærmen ser jeg kunstneren Chagall fremføre en Sapfo-sang (det berømte Fragment 31) med software-handsker, hvormed man kan komponere musik gennem sin gestik. Det er lidt cyborg-agtigt, men det føles ganske sapfisk. Hvem er Sapfo i fremtiden? 

Hvert ’nyt’ fragment føjer facetter til Sapfo-gåden, men gør hende samtidig mere nærværende nu. I denne tid, hvor Lesbos er brændpunkt i flygtningekrisen. Denne tid, hvor Sapfos ord om, at kærlighed er smukkere end krig, stadig giver genlyd.    

Mette Moestrup (f. 1969) debuterte med diktsamlinga Tatoveringer i 1999, og har siden utgitt en rekke bøker. I fjor utkom Til den smukkeste. 117 digte, som utkommer på norsk denne høsten, oversatt av Eira Søiseth.

BLA 10/20.

Powered by Labrador CMS