Økokritikk

Det autentiske liv

Vad hender når ægthedskriteriet reduceres til et spørgsmål om at være i øjenhøjde med modtageren?

"Der er efterhånden ingen tvivl om at Mette Frederiksen, eller bare Mette som hun afvæbnende hedder på Instagram, er dansk politiks ukronede dronning af SoMe. Med billeder af vinduespudsning, makrelmadder og jævne, danske interesser som Dansk Melodi Grand Prix og håndbold inkarnerer Mette Frederiksen den danske folkesjæl," skriver Karl Emil Rosenbæk. Bildene er skjermdumper fra Mette Frederiksens Instagram-konto.
Publisert digitalt

Det er med en god portion ydmyghed jeg overtager spalten som BLAs økokritiker efter professor Sissel Furuseth. Det er ganske enkelt sko, jeg ikke kan udfylde. Det eneste jeg kan håbe på, er at mine økokritiske vildveje også indbyder til refleksion og selvfølgelig også meget gerne diskussion. Here goes. 

Der har i Danmark været en del mediekommentarer og politiske analyser af den socialdemokratiske statsminister Mette Frederiksens ageren på sociale medier. Særligt hendes behov for at udstille frokost (lunch) madder er blevet forsøgt afkodet i stor stil. Og der er efterhånden ingen tvivl om at Mette Frederiksen, eller bare Mette som hun afvæbnende hedder på Instagram, er dansk politiks ukronede dronning af SoMe. Med billeder af vinduespudsning, makrelmadder og jævne, danske interesser som Dansk Melodi Grand Prix og håndbold inkarnerer Mette Frederiksen den danske folkesjæl.

Nyheder fra Statsministeriet til befolkningen (eller ”danskerne” som Regeringen åbenlyst foretrækker at anvende) strømmer uden om de traditionelle medier og havner direkte i følgernes feed. Det skaber både et kæmpe incitament for at følge Statsministeren (og de andre ministre i Regeringen) på SoMe og det styrer samtidig belejligt uden om alle de besværlige spørgsmål, der opstår i dialogen med dagbladsjournalister. 391.000 følger ”Mette” på Instagram, 283.824 synes godt om hende på Facebook – hos Erna Solberg lyder tallene henholdsvis 150.000 og 266.907. De har altså nogenlunde samme antal følgere på Facebook, men den billedbårne kommunikation har kun en vinder: Mette. Eller måske snarere mor-Mette som hun sødladent omtales under coronakrisen – med klar reference til den især i krisetider folkekære kansler Angela Merkel (Mutter).

Nu er det ikke mit lod at være politisk kommentator og der har sandt for dyden også allerede været brugt meget krudt på at analysere de politiske dimensioner af denne kommunikationsform. Det jeg finder interessant, er det økokritiske aspekt af denne henvendelsesform. For det er for mig at se tydeligt, at henvendelsen ønsker at udstråle autenticitet. Mette er i øjenhøjde med det ”ægte” danske, hun forstår ”almindelige” borgeres bekymringer og livsverden. Og netop autenticitet er et økokritisk nøglebegreb, der strækker sig tilbage til den tyske romantiker Friedrich Schiller (1759-1805).

En arv fra Schiller

Litteraturprofessor Greg Garrard beskriver i introduktionsværket Ecocriticism (2012), hvordan økokritikere ofte nærer en forestilling om et autentisk forhold til naturen – ”også selvom de begræder dets umulighed.” Denne idé går ifølge Garrard tilbage til Schiller, der delte den æstetiske behandling af naturen op i to kategorier: En naiv og en sentimental. I værket Om naiv og sentimental digtning (1795–96) beskriver Schiller med særdeles brede pennestrøg, hvordan de antikke poeter var uadskillelige fra deres naturomgivelse og derfor betragtede den som en given udvidelse af deres livsverden. Naturrelationen var naiv, mente Schiller. Poeterne på Schillers egen tid var derimod sentimentale i deres omgang med naturen. De var fremmedgjorte og derfor irreelle og affekterede i deres relation til naturen. Det er disse forfattere vi i dag omtaler som Romantikere. Wordsworth, Goethe, Novalis, Percy Bysshe Shelley, Dumas. Fra Danmark kan nævnes Adam Oehlenschläger og Steen Steensen Blicher. Fra Norge, Henrik Wergeland og Camilla Collett. Schiller skriver:

”Naar man betænker den skønne natur der omgav oldtidens grækere; naar man overvejer hvor fortroligt dette folk kunde leve med den frie natur under en lykkelig himmel, hvor langt nærmere dets forestillinger, følelser og sæder laa den enfoldige natur, og hvilket tro aftryk af den dets digterværker er, saa maa man undres ved den iagttagelse, at man støder paa saa faa spor af den sentimentale interesse, hvormed vi nyere kan hænge ved naturens scener og karakterer.”

Her fremstilles ”den sentimentale interesse” som et slags slør, der forhindrer en ”tro” efterligning af ”den skønne natur.” Den naive digtning derimod, er en anderledes forstandig refleksion afstedkommet af konstant at være i naturen: ”Ganskevist er grækeren i højeste grad nøjagtig, trofast, omstændelig i sin beskrivelse af [naturen], dog heller ikke mere, og hans hjerte er ikke dybere indblandet.” Nu til dags vil de færreste have skudt i skoene at de er naive i deres natur- og verdenssyn. At være autentisk er derimod yderst ønskværdigt. Det signalerer netop en oprigtig, trofast og usløret tilgang. Af den grund beskriver Greg Garrard da også den af Schiller beskrevne naivitet som en ”autentisk poetik.”

Med en lille homage til Sissel Furuseth vil jeg (igen (se min anmeldelse ”Er meningen udenfor”, BLA #9, 2020)) inddrage hendes bemærkninger i Vagant d. 22/04/2020, hvor hun skelner mellem en dansk og en norsk øko-litteratur:

”Generelt fremstår dansk litteratur om klimakrisen mere teoretisk orienteret end den norske. […] Når urbane forfattere pludselig opdager at der findes en natur derude som er i gang med at forsvinde, opstår en vild og desperat, men også skrøbelig digtning. Med tanke på fremtidig klimatilpasning er den måske lidt uhensigtsmæssig. Norske forfattere har groft sagt et mere kropsligt og praktisk forhold til naturen.”

På nærmest Schillersk maner stilles dansk skrøbelighed og sentimentalitet over for norsk autenticitet. En oplagt polemisk konklusion må således være, at Mette Frederiksen optræder umanerligt norsk for tiden. Taget i betragtning af, at Mette Frederiksens kommunikation først og sidst handler om at fremstå oprigtigt dansk, må det siges at være en streg i regningen.

Sentimental pladderhumanisme

Spørgsmålet er ikke så meget, om Furuseth har ret i sin karakteristik. Hvis hun henviser til danske forfattere som Theis Ørntoft, Lars Skinnebach og Ida Marie Hede, er der givetvis ræson i beskrivelsen. Medtænker man derimod andre klimalitterære forfattere som Liv Sejrbo Lidegaard, Andreas Pedersen eller Ursula Scavenius, så mudres billedet en del. Som vi også ser det med Mette Frederiksens madder, så er det interessante derimod netop, hvordan konflikten mellem det sentimentale – det affekterede og for(e)stillede – og det autentiske kan mobiliseres som en magtteknologi.

I 1997 udtalte Klaus Rifbjerg åbenlyst provokerende, at eleverne på Forfatterskolen i Danmark hellere burde finde arbejde på en salatfabrik – thi man ”lærer mere ved at være ansat på en salatfabrik end ved at gå på forfatterskole.” I de seneste uger har der ligeledes raset en debat i Folketinget om såkaldt pseudovidenskab/identitetspolitik med særlig adresse mod køns- og migrationsstudier, hvor (de norske diskussioner i kølvandet på) Harald Eias NRK-dokumentarserie Hjernevask fra 2010 også ofte citeres. Den norske videnskabsavis Khrono har d. 18/03/21 desuden også afdækket, hvordan den norske ph.d.-stipendiet Rahma Vetlesdatter Søvik uforvarent er havnet i krydsilden. Paradoksalt nok anklages humaniora, der ellers så ofte er blevet beskyldt for at være verdensfjern, nu for at være uklædeligt samfundsorienteret og -interesseret. Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen har afvist at blande sig politisk med henvisning til forskningsfriheden. Af fare for at blive set som beskytter af disse såkaldte ”aktivistiske” forskningsmiljøer har hun dog samtidig bebudet, at hun vil tale med universitetsbestyrelserne, om hvorvidt der er et problem med den forskning, der bedrives, da den befinder sig ”kilometervis fra hendes politiske ståsted.” Så meget for armslængdeprincippet og forskningsfrihed.

Her er vi selvfølgelig langt fra Schiller og natursyn, men vi er samtidig helt inde ved kernen af, hvad der defineres som rigtigt. Hvad gælder som sand, autentisk forskning. Det er kernen i de oppositionsspørgsmål som forskningsministeren politisk har set sig nødsaget til at imødekomme. I forhold til Schiller er det interessant at se, hvordan der argumenteres med forestillinger om nærhed – for eksempel at være i nær kontakt med borgerne, og derfor vide hvad de føler, om at deres skattepenge går til den og den type forskning – og det man måske kan kalde forstandig følelsesrelation. Med det mener jeg henvisninger til umiddelbare forståelser af, hvad der er sandt og usandt. Forståelser der dog – og det er vigtigt – ikke blot er følelsesbaseret. Det er jo netop det forskningsmiljøerne bliver anklaget for at være. Ih nej, disse umiddelbare forståelser udspringer snarere fra en slags urmoral eller folkedyb, hvorfra det nøgternt kan konstateres, hvad der er rigtigt og forkert. Modstanderne, bemeldte forskere, har selvsagt ikke adgang til denne brønd af visdom, fordi de netop har mistet nærheden til folkesjælen. De er ude af trit forstås. Med sådanne underforståede referencer til autenticitet – nærhed, forstandighed – ophøjes åbenlyst idiosynkratiske antipatier til selvklare forsvar mod sentimental pladderhumanisme og uvidenskabelighed.

Faktisk olie

Et andet tydeligt sted at se denne autenticitetskonflikt udspille sig er i spørgsmålet om land og by. I daværende næstformand Inger Støjbergs tale på Venstres ekstraordinære landsmøde d. 24/01/21 lød det eksempelvis: ”Vi må aldrig glemme lastvognsmekanikeren i Holstebro, og dem der går i gummistøvler og sikkerhedssko. Det er trods alt sådan, at produktions Danmark i høj grad er den del af Danmark, hvor værdierne skabes og at pengene tjenes.” Det er sandheden, lød det fra Støjberg, ”også selvom det måske ikke […] passer ind i de fine saloner i København.” I produktions Danmark, foreslår Støjberg, har vi altså den kropslige og praktiske relation som Furuseth også taler om at de norske forfattere ”groft sagt” har.

 I Norge er olieudvinding ikke bare en massiv indtægtskilde på mod 20–25 procent af den norske stats indtægter, det er også en produktionsindustri, der opretholder omkring 150.000 arbejdspladser. Derfor er det heller ikke så mærkeligt, at autenticitet også kan spores i samfundsdebatten omkring olie. Et tydeligt eksempel ses i den norske venstrefløjsdebattør Aslak Sira Myhres essay ”Oljeunge” fra 2010. I ”Oljeunge” beskriver Sira Myhre den særlige forbindelse, der opstod mellem olieindustrien og lokalmiljøet i Stavanger med olieudvindingens begyndelse i 1971. Af den grund danner ”Oljeunge” også forlæg for en kortfilm fra 2016 med samme titel, som vises på Norsk Oljemuseum i Stavanger. For det var i Stavanger, kimen til det norske lykkeland blev lagt.

Det gennemgående argument i Sira Myhres essay omhandler den autentiske erkendelse som netop nærhed sikrer. Han skriver: ”Oppveksten i oljeøkonomien gjorde at olja aldri var abstrakt for oss. Sjøl om vi aldri så den, aldri tok på den med egne hender, kjente vi den.” Det nære stilles over for det fjerne, kendskab over for abstraktion. Nærmere bestemt taler Sira Myhre – uagtet den åbenlyse selvmodsigelse i form af formuleringen ”sjøl om vi aldri så den” – for en slags direkte, umedieret adgang til olien. En adgang som er tilskikket borgerne i Norges oliehovedstad Stavanger. Den urbane, distancerede oliekritiker har derimod kun mulighed for at tilgå olien i en abstrakt form. Han skriver:

”Det faktiske livet med den faktiske olja, som til og med var integrert i skolehverdagen vår i Stavanger, finnes nesten ikke i det norske ordskiftet. Drillere, petrokjemikere, oljegeologer, vaskedamer eller platearbeidere finnes ikke, akkurat som selve petroleumen heller ikke finnes. Denne mangelen på kunnskap om den faktiske olja har gitt rom for en annen olje. En abstrakt olje, en reint teoretisk størrelse som ikke har noe å gjøre med det karbonbaserte råstoffet hele byen min var innretta på å få opp av havbunnen. Denne olja finnes bare i debatten og har kun to egenskaper; den ødelegger miljøet og skaper en frastøtende rikdom.”

Den abstrakte olie, må det forstås, er en konsekvens af oliekritikernes manglende emulsion med ”den faktiske” materie. Mennesker uden for Stavanger (og andre olieregioner som eksempelvis Vestland- og Troms og Finnmarkfylket) kender ikke olien som de, der lever integreret med den. Det autentiske forhold modstilles altså med det forstilte, sentimentale.

Olieudvinding har forvandlet Stavanger radikalt over en 30-årig periode, men olien selv har også undergået en forvandling. Med det voksende fokus på fossilkraftens betydning for klimaet bevæger olie sig fra at være en kilde til velstand til også at være en mere problematisk materie. Denne bevægelse synes Sira Myhre dog at have svært ved helt at forholde sig til: ”Jeg tror ikke lenger på fortellingen om at fortsatt uttak av olje og gass på norsk kontinentalsokkel vil føre til økte totale CO2-utslipp i verden.” Anne Karin Sæther giver ligeledes en udførlig udfoldelse af erhvervslivets og den norske politikerstands anvendelse af netop dette argument i kapitlet ”Oljeboring i klimaets tjeneste” i De beste intensjoner (2017). Det skal dog bemærkes, at dette ”nulsums”-argument har tabt betydelig flyvehøjde over de seneste ti år. Paradoksalt nok netop på grund af fjerne teoretikere, kritikere og miljøforkæmpere – eller ”oljemotstanderne” som Sira Myhre samlet omtaler dem.

Petromelankoli

I lyset af Sira Myhres fokus på ”den faktisk olja” og den heraf følgende autentiske relation til olien er der ganske paradoksalt noget påfaldende melankolsk og, ja, sentimentalt indlejret i hans forestilling om oliearbejde. Han siger det selv: ”Byen jeg vokste opp i, synger på siste verset som oljeby. Oljebrønnene er halvtomme og ingen bygger store plattformer lenger. Oljepumpene ligger på bunnen av havet og styres fra datarom på land.” Hvordan skal vi forstå denne længsel efter en tid, der ikke kommer igen, hvis ikke i henhold til økokritikkens illusoriske drøm om en autentisk repræsentation af naturen? Sira Myhre nærer således en netop sentimental forestilling om et autentisk, industriarbejderbaseret forhold til olieressourcen – også selvom han begræder dets umulighed på grund af øget digitalisering og arbejdsnedskærende effektivisering.

Kulturteoretikeren Stephanie LeMenager har døbt denne længsel ’petromelankoli’. I Living Oil beskriver hun således petromelankoli som en ”uforløst sorg over selve moderniteten i det øjeblik, den er begyndt at smuldre.” Hermed henviser LeMenager også til de næsten almægtige kulturelle, økonomiske og samfundsmæssige betydninger, fossile brændsler som olie, kul og naturgas har (haft) for moderne samfund. Visheden om de fossile brændslers omfattende indvirkning på klimaet nødvendiggør dog et brud med denne radikale sammensmeltning, men det afstedkommer samtidig også en kropslig forankret sorg at tage afsked med olie(verden):

”Den fossile infrastruktur er indlejret i kroppen og i det moderne menneskes habitus i en sådan grad, at hverdagsbegivenheder som at køre bil eller mærke den varme asfalt på fodsålen er integrerede praksisser. […] At adskille den kropslige hukommelse fra den fossile infrastruktur, der har understøttet den, er måske den primære opgave for økologiske narrativer, der sigter mod menneskets overlevelse efter det 21. århundrede.”

Anne Karin Sæther gjorde mig for nyligt opmærksom på Instagramsiden petroleum_gallery, og det er om noget en tour de force i længsel, petroromantik og machoattitude. Det er nemt at afskrive sådanne repræsentationer som netop sentimentale og ude af trin med virkeligheden, men det er også utrolig ”farligt” forstået på den måde at dette levegrundlag er andet og mere end arbejde. Det er identitet. Afvises det uden sikkerhedsnet eller henvisninger til andre udfoldelsesmuligheder, så opstår der et identitetsmæssigt vakuum. Cara Daggett taler i den forbindelse om petromaskulinitet og henviser til hypermaskuline grupperinger som Proud Boys, der forfalder til chauvinisme, misogyni og racisme. Der er en forståelig sorg, som der skal tages hånd om fra samfundets side. Olieindustrien er ingenlunde lukket i Norge, men som det er tilfældet med patienter i palliativ behandling er der ingen grund til ikke at påbegynde sorgarbejdet allerede nu. Og mere end det. Mikkel Krause Frantzen skriver rammende i det netop udkomne kulturteoretiske værk Klodens fald, at det ikke kun handler om ”anticipatorisk sorg,” men også om ”anticipatorisk omsorg, anticipatorisk håb.”

Hvordan fremtiden falder ud for oliearbejdere, humanistiske forskere og makrelspisende statsministre handler i høj grad om det evige magtspil mellem autenticitet og sentimentalitet. Et spil, der blandt andet kan føres tilbage til Friedrich Schillers natursyn og som lever videre i økokritikkens evige forhandling af, hvad natur egentlig er.

Karl Emil Rosenbæk (f. 1987) er ph.d.-stipendiat på Syddansk Universitet. Han forsker i oliekultur og samtidige oliefiktioner fra Danmark og Norge.

BLA 4/2021

Powered by Labrador CMS