Økokritikk

Fra data til politik

Klimavalget 2021 er en unik chance for at skabe en demokratisk samtale om det skønne, skriver Karl Emil Rosenbæk.

Publisert digitalt

Op til ministermødet i Arktisk Råd maj 2021 blev der udarbejdet en klimarapport om regionens tilstand. Hvor den globale gennemsnitstemperatur er steget 1 grad over de seneste 50 år, så er temperaturen på Arktisk steget med 3,1 over den samme periode. Det internationale energiagentur IEA udgav samtidig en diger køreplan for, hvordan Paris-aftalens målsætning om en global temperaturstigning på højt 1,5 grader kan realiseres ved at sikre netto-nul udledning i 2050. Planen kræver blot, at der ikke sættes gang i nye olie- og gasboringer samt kulminer. At der ikke sælges fossilbiler efter 2035. At der fra 2030 bygges en solcellepark svarende til den største, der findes i dag – hver dag. Og at indsatsen for energirenovering tredobles.

Det interessante er her ikke, at endnu et agentur eller klimatænketank udkommer med en visionær, men politisk blåøjet, rapport om klimaets tilstand. Det interessante er, at det er tale om fucking IEA. I de mere progressive klimakredse har IEA længe været set som en fodslæbende virksomhedsorienteret modvægt til klimaforskningens avantgarde. Som oftest er henvisninger til IEAs årlige energifremskrivning blevet brugt som modsvar mod radikal omstilling væk fra fossilkraft. Hele argumentationen omkring behovet for naturgas som overgangsform og lavemmisionskilde i forhold til særligt kul har i høj grad fundet støtte hos energiagenturet. At IEA har politisk gennemslagskraft kan blandt andet læses på regeringen.no. Vedrørende olje- og energidepartementet står der: ”Gjennom analyser og rapporter er IEA en viktig premissleverandør til diskusjonene om globale energi- og miljøutfordringer.”

Efter Paris-aftalens indgåelse har agenturet dog bevæget sig i en mere klimabevist retning og i stigende grad inkluderet fremskrivninger, der peger i retningen af udledningsreduktioner. Deres årlige energirapport (World Energi Outlook) fra 2020 indregnede således for første gang en model for at nå global netto-nul udledning i 2050. Det er en gennemgående opdatering af denne model som deres seneste rapport “Net-zero by 2050: A roadmap for the global energy sector,” over 227 sider udfolder.

Der er altid en fare for at fremstå som en troskyldig jubeloptimist, når en enkelt rapport fremhæves som særdeles vigtig eller epokegørende. Måske dør denne rapport simpelthen ud sammen med rapporten om Arktis og alle de andre overvældende rapporter om alt fra feedbackmekanismer over tredjeverdenslandenes enormt forhøjede udsathed til mikroplast i både brystmælk og verdenshavene. Vi lever som kulturteoretikeren Heather Houser kalder det i en konstant tilstand af ’infowhelm’ – en overflod af videnskabelig information med tilhørende konstant anfægtelse. (En tilstand, der har fået tilføjet en ekstra dimension med den verserende sundhedskrise og den konstante udgivelsesstrøm af Covid-19-rapporter). Om IEAs nye køreplan kommer til at gøre indtryk er med andre ord et åbent spørgsmål. Med et stortingsvalg til efteråret, en 25. udbudsrunde om at hente olie på den norske sokkel, der ventes afklaret inden sommerferien og en stigende modstand mod vindenergi, så har energiagenturets rapport dog potentialet til at skabe store bølgeskvulp i Norge op til valget. Paradoksalt nok især, hvis indholdet ikke blot udbredes og gøres håndgribeligt af forskellige politiske aktører, men derimod undergår en økokritisk æstetisk mediering.

Hvad siger data om det gode liv?

Heather Houser undersøger i bogen Infowhelm (2020) netop, hvordan æstetikken kan oversætte denne konstante dataoverflod til anderledes meningsfulde og tankevækkende historier. Ikke ved at filtrere bort og skære ind til benet, men netop ved at gå videre end tal og økonomiske forudsigelser, ved at stille skarpt på livsforhold og universelle forbindelser.

Data er aldrig umedieret, aldrig rent. IEAs rapporter er ikke bare filtreret gennem et bestemt tankesæt internt i agenturet, de tages også i brug og kommunikeres væsensforskelligt af virksomheder, regeringer og grønne bevægelser. Den økokritiske æstetiske mediering, når den lever op til sit potentiale, adskiller sig herfra ved at afvige fra den forsimplede og selvoptagede diskurs, der ofte præger disse aktørers forsøg på at sætte en dagsorden med hjemmel i, hvad ”dataen siger”. Litteraturen, filmmediet, den visuelle kunst kan åbenbare forbindelser mellem det singulære og det globale, men den kan også pege skarpt på en velkendt sandhed, der ofte synes at forsvinde. Nemlig at information altid er ufuldstændig, at data ikke er ahistorisk, men derimod altid historisk betinget og dermed også farvet af politiske og erkendelsesfilosofiske strømninger.

Den æstetiske mediering handler derfor heller ikke (kun) om at ”menneskeliggøre” eller udrede information på en særlig tilgængelig måde. (Det er i parentes bemærket ellers ofte sådan jeg oplever at den humanistiske videnskab tænkes at kunne sættes i anvendelse i den tværvidenskabelige klimaforskning – som en slags kommunikationsenhed, der formidler andre videnskabsfelters indsigter på en overskuelig måde.) Kraften i den æstetiske mediering er snarere den metadiskursive kritik af datamediering. Den offentlige sfære er fyldt med begreber som ”fakta,” ”data” og ”videnskab” i bestemt form ental. Som om diskussionen så er afsluttet. Som om information overflødiggør politisk deliberation. Her kan økokritikken være med til at pege på al informations iboende politik. Jeg ønsker mig fromt et norsk klimavalg i 2021, hvor tal og figurer fylder mindre og hvor samtaler om ’det gode liv’ fylder mere. Den chance forpassede vi i det danske folketingsvalg, da vi havde vores såkaldte klimavalg tilbage i 2019. Vores nye socialdemokratiske regering blev presset til at tilgå en ambitiøs 70-procentsreduktionsmål i 2030 og kravet om klimapolitik var i det hele taget en overvejende årsag til det danske venstresving i vores repræsentative folkestyre, men samtalen om, hvad det klimavenlige samfund skal indebære, hvad det mon betyder at omstille sig, hvad det kan rumme af skønhed og mening, den samtale udeblev fuldstændig. Og har egentlig været det lige siden.

Nu skal ”dansken” jo ikke komme og definere en samtale om skønhed og det værdifulde i en norsk kontekst, men et ønske om at lade forestillinger om fremtiden fylde mere kalder måske alligevel på et idekatalog af en slags? Opstillet i et let genkendeligt nulsumsskema, så taler jeg for mindre debat om elbilsregulering, mere debat om bilisme (Ulrik Eriksens bog Et land på fire hjul (2020) er et oplagt springbræt for sådan en snak). Mindre post-corona genopretning efter en gammel opskrift, mere åbenhed over for den fejlbarlighed og vaklen sundhedskrisen afstedkom. Jeg kan mærke, at selve idekataloget falder mig sværere at skrive, end håbet om en ny samtale gør. Og det er netop dét, der er kimen til mit opråb. Hvis jeg vitterligt har mistet evnen til at tale om forhold og fremtiden i andre termer end den økonomiske og data(in)ficerede, så bestyrker det blot mit ønske om at skubbe i dén retning. Grunden er måske nok blevet usikker, når det markedsbaserede fundament forlades, men for at sige det fuldstændig rørstrømsk, så gemmer jeg på øjeblikke på barnegrin og fællesskab – ikke eftermiddag med betaling af regninger på netbanken. (Det skal måske nævnes, at jeg just er blevet far igen, så rørstrømskheden kan have flere kilder).

Jeg håber at IEAs rapport danner ringvirkninger i den norske andedam – og alle andre steder. Men jeg håber endnu mere, at IEAs store omslag i forhold til tidligere tiders påpegning af et vedvarende behov for olie og gas kan åbenbare at datagrundlag ikke er et nagelfast fundament. Alt fast og solidt forduft, som et par langskæggede tyskere sagde tilbage i 1848. Jeg taler selvfølgelig ikke for at forkaste al klimaforskning og den massive videnskabelige konsensus vedrørende de menneskeskabte klimaforandringer. Med tanke på olieselskaberne årelange fodslæb og lobbyistiske forurening af parlamentarismen er det på gode dage opløftende at opleve, hvor meget klimapolitikken har rykket sig over de seneste år. Der er momentum – nu skal tempoet bare vedvarende øges. Og det er her, i dette vadested, at jeg gerne vil slå et slag for også at huske den æstetiske dimension, når klimaet forhåbentlig diskuteres i stor stil op til stortingsvalget. Når vi alligevel skal lave samfundene gennemgribende om, hvorfor så ikke have en reel diskussion af værdisætning, skønhed, omsorg, drømme? Jeg siger, økokritikere i det ganske land: Foren jer. Og æstetiser dagordenen!

 Karl Emil Rosenbæk (f. 1987) er ph.d.-stipendiat på Syddansk Universitet. Han forsker i oliekultur og samtidige oliefiktioner fra Danmark og Norge.

BLA 6-7/2021.

Powered by Labrador CMS