Økokritikk

Spørgsmålet om opbyggelighed. Med diplomatisk udgang

Hvem er vi, at tro litteraturen har kraft til at ændre på verdens (s)tilstand?

Publisert digitalt

Troen på at litteratur kan forandre verden er både skøn og bedragerisk. Hvorfor overhovedet læse litteratur, hvis man ikke mener, det kan noget? Omvendt kan det også hurtigt vise sig umådelig svært at udpege præcis, hvad litteraturen kan. Det er trods alt et spørgsmål, der har optaget litteraturvidenskaben altid. Ja, det er vel sågar denne problemstilling, der også ligger til grund for litteraturvidenskabens stamfader, den teologiske eksegese.

Pudsigt nok synes økokritikken ikke at have det store problem med at lovprise litteraturens virke. Argumentet lyder ofte som følger: Den materielle og konceptuelle udfordring i den antropocæne tidsalder kan ikke begribes med de allerede etablerede genrer. (Dette eksemplificeres gerne med henvisning til realisme og/eller naturlyrik). Vores tid kræver nye repræsentationsformer. Det er også – i næsten alarmerende høj grad – påstanden i John Parhams indledning til den nyligt udkomne antologi Literature and the Anthropocene (2021). I Parhams korte gennemgang af antologiens 17 kapitler genlyder variationer af den samme pointe således hele 10 gange.

Det kan lyde sådan her: literatures task in the Anthropocene: to produce faltering storiesthat try to (re)compose the human.”

Eller sådan her: ecotopian fiction […] deconstructs human/nature dualism to imply relationality, moving beyond hierarchical or antagonistic otherness.’”

Eller sådan her: [new nature writing] invokes alternative narratives by which we might become better ancestors for human generations to come”

Dette skulle gerne vise, hvordan den økokritiske læsning af litteratur ofte har en stejl hældning mod det opbyggelige forstået som litteraturens sociale, forestillingsmæssige (gældende moral, etik) og politiske forandringskraft.

Kontekstuel økokritik

Der er selvfølgelig helt bevidst indbygget en formildende grad af tvivl i disse ret så håbefulde påstande. Litteraturen kan måske påkalde alternative fortællinger, der gør os i stand til at blive bedre forfædre for fremtidens generationer. Men det er en tvivl, der udover at tøjle arrogancen en smule, udtrykker tro og forhåbning snarere end bekymring om, hvorvidt litteraturen kan leve op til denne målsætning. Det er et måske, der udtrykker en forventning om, at hvis bare litteraturen lever op til sit potentiale, så bliver verden et bedre sted.

Forsvaret for denne opfattelse skal formentlig findes i økokritikkens raison d’être. Økokritik er uomtvisteligt kontekstuelt forankret. Det er en forståelse af litteratur set i lyset af den klimamæssige katastrofetilstand. I et af de første introduktionsværker til økokritik, The Ecocriticism Reader fra 1996, hedder introduktionen således ”Literary Studies in an Age of Environmental Crisis.” Heri skriver Cheryll Glotfelty: Simply put, ecocritism is the study of the relationship between literature and the physical environment” (xviii). Denne definition beskriver ret præcist, hvordan økokritik som litteraturteoretisk prisme er udpræget samfundsorienteret – i lighed med andre retninger inden for litteraturkritikken som for eksempel den marxistiske og feministiske analyse. Men bevægelsen går ikke kun fra litteraturteorien og ud i omverden. Særligt ét element fra omverden har været definerende for økokritikken, nemlig den økologiske grundidé om gensidig relation mellem levende væsner (menneskelige og ikke-menneskelige) såvel som samspillet med det omkringliggende miljø. Den er disse forståelser, der danner grundlag for økokritikkens analyser af samkvem, forskellige skabningers ageren og i forlængelse heraf også samfundsorganisering med mere. I økokritikkens fødsel udgik disse analyser altovervejende ud fra læsninger af naturlyrik, pastoral poesi og nature writingmed særlig vægt på den europæiske Romantik og den amerikanske pendant Transcendentalismen. Efterfølgende har økokritikkens analysefelt udvidet sig markant med hensyn til medie og periode, men litteraturanalyserne indtager stadig, vil jeg sige, en hovedrolle på den økokritiske rolleliste.

Hvis ikke forandring, hvad så?

Hvad gør verdens tilstand ved litteraturen og hvad gør litteraturen i verdens nuværende tilstand? Det er således den økokritiske dobbeltbinding. Og med sådan et afsæt er det selvfølgelig besnærende at tale litteraturens verdens(om)skabende og dermed opbyggelige evner op. Derudover hjælper det selvfølgelig, at der i sagens natur også drysser lidt stjernestøv på den kritiker, der er i stand til at udpege den forandrende fiktionstekst. Hertil kan tilføjes, – på frisk, kulturkritisk facon, – at den rene nydelse, selvforgabelsen i en skønlitterær fortælling om kærlighed eller hjerteskærende afsavn, bryder med vores indgroede neoliberale, konstant selvoptimerende, menneskekapitale og konkurrenceudsatte selv. Økokritik bliver således at forstå som en slags neoliberal satellit: Litteraturen skal gøre noget, ellers er det spild af dyrebar tid. Frisk som denne analyse er, så må den også dog også afvises som studentikos og flagrende. Alt kan trods alt ikke (blot) føres tilbage til neoliberalismen som endegyldigt svar, selvom mange forsøg er blevet gjort herpå.

Tilbage står derfor spørgsmålet: Hvis ikke forandring, hvad så? Hvis økokritikken, som jeg påstår, har en tendens til at udstyre litteraturen med en overdreven forandringskraft, betyder en kritik heraf så også en afvisning af den økokritiske læsestrategi? Jeg tror ikke, der er nogen grund til at putte med mit svar: Nej, selvfølgelig ikke. For en dels vedkommende, kan de eksorbitante forventninger til litteraturen tilskrives et forsøg på at stadfæste økokritikken som fagfelt. Det grandiose er her en måde at berette sin eksistens på. Men nu, 20-30 (ja, 50-60 hvis vi går helt tilbage til miljøbevægelserne) år inde i økokritikkens levetid, synes dette behov ikke at være væsentligt længere. Derfor undrer Parhams næsten refleksive gestus mig også. Men hvad kan eller skal økokritikken så?

En af økokritikkens grand old men Timothy Clark har måske været den mest udtalte kritiker af økokritikkens ophøjede litteratursyn. I Ecocriticism on the Edge (2015) lyder det spydigt at, environmental criticism [is] vulnerable to delusions that the sphere of cultural representations has more centrality and power than in fact it has. […] To exaggerate the importance of the imaginary is, in itself, to run the risk of consolidating a kind of diversionary side-show, blind to its relative insignificance”.

Når det kommer til et formuleret modsvar til denne skadelige og overdrevne position, bliver Clark dog noget mere uklar om end han udtrykker et behov for at gøre oprør med ikke bare nedarvede kulturelle repræsentationsformer (den realistisk roman etc.), men med vores nedarvede forståelse af, hvad kultur er. Det er dog svært at se den position som mere ydmyg og mindre illusorisk og almægtig.

I mit eget virke som ph.d.-studerende litteraturvidenskaber oplever jeg også til tider denne drift imod det forandrende potentiale i mine læsninger. Men jeg tror også det er vigtigt at være ærlig over for sig selv. Lige så meget, som jeg håber på at verden forandrer sig til det, jeg vil betragte som det bedre, lige så meget fylder det mig til tider med glæde, tristesse, kampgejst, defaitisme og meget mere at læse et litterært værk. Det fylder mig og jeg læser derfor videre af egoistiske og hedonistiske årsager. Jeg vil opsluges. Værket skal fortære mig, ikke den anden vej rundt. Og grunden til, at jeg arbejder med litteratur, er netop, at jeg grundlæggende ikke forstår denne kraft. Økokritik er en læsestrategi, der forsøger at hente noget ud af litteraturen, noget, der kan hjælpe os til at begribe verdens økologiske og klimatiske tilstand. Klart. Men det betyder ikke, at kontekst er alt, blot at lart pour lart er for lidt. Det betyder ikke, at lart pour lart er alt, blot at kontekst er for lidt.

Modernismens hybris om at litteraturen grundlæggende står uden for universet skal ikke erstattes af litteraturkritikkens hybris om at litteraturen grundlæggende påvirker verden. Nydelsen og selvfortæringen må ikke fornægtes, thi hvad er litteratur da andet end sprogspil og knækprosa-politik. Nej, hvad vi under ingen omstændigheder må gøre, er at melde den litteratur, der ikke forandrer verden, for ude. Se dét vil være en neoliberal hyperinstrumentalisering af litteratur.

Karl Emil Rosenbæk (f. 1987) er ph.d.-stipendiat på Syddansk Universitet. Han forsker i oliekultur og samtidige oliefiktioner fra Danmark og Norge.

BLA 9/2021.

Powered by Labrador CMS