Økokritikk

COP26 var forfærdelig forudsigelig

Hvor skal stilstanden føre os hen, spør Karl Emil Rosenbæk.

Publisert digitalt

Og nu, for at besejle bedre vande,

     sætter mit digterfartøj sejl omsider,

     og lægger grusomhedens hav langt bag sig.

Med disse linjer påbegynder Dante sin bodsgang op ad purgatoriebjerget. Opsteget fra dødsriget står Dante og rejseføreren Vergil på en strandbred og ser dette bjerg knejse op ad havet som det eneste faste land på den sydlige halvkugle.

Selvom et scenarie med færre landfaste egne bestemt ikke er verdensfjernt, har der hverken været poetisk fremdrift eller reelt afkald på dårligdomme at spore på Scottish Event Campus i Glasgow under COP26. ”Keeping 1,5C alive” har været det sørgelige spor, som klimatopmødet fremlagde, og selv den målsætning viste sig uhyre svær at realisere. Det handler ikke engang om at vedtage CO2e-reduktioner, der stadfæster at den gennemsnitlige globale temperaturstigning bevares under halvanden grad celsius, det handler udelukkende om at holde muligheden for at opnå dette åben. Det er dét, der (stadig) ikke er lykkedes. COP26 kan dermed med stor sandsynlighed – ligesom COP15 i København i 2009 – komme til at stå som en massiv falliterklæring fra verdens ledere. I 2009 var det altovervejende USA og Kina, der forhindrede et momentum i at manifestere sig. I 2021 er der på grund af den kunstige konstruktion af en samlet enhed – det er os alle sammen, der skal holde 1,5 i live’ – tale om et mere kollektivt (selv)mord på blot illusionen om handlekraft. Der er selvklart en masse uoverensstemmelser mellem nationalstaterne – udviklingslandene gør (stadig!) højlydt krav på deres additive klimabistand, kulnationerne nægter (stadig!) at indgå i frivillige aftaler om neddrosling, landbrugslandene forbigår den animalske produktion i stilhed – men rammesætningen taler sit tydelige universaliserende sprog.

Drømmen om 1,5

Jeg forventede selvfølgelig ikke, at FNs generalsekretær António Guterres eller COP26-præsidenten, Storbritanniens Alok Sharma, offentligt erklærede, at forestillingen om at forhindre en temperaturstigning over 1,5-grader endegyldigt er dræbt. Jeg forudså – med temmelig stor præcision skulle det vise sig – derimod en officiel udtalelse, der med alvor adresserer, at nationalstaterne stadig ikke gør nok for at efterleve Paris-aftalen, men at COP26 på nogle afgørende områder har taget skridt i den rigtige retning. Og her må selv en pessimist som jeg også anerkende væsentligheden af, at en (!) fossil energiform – nemlig kul – blev skrevet ind i dokumentet. Formuleringen er selvfølgelig skammelig, ligesom olie og naturgas stadig glimrer ved sit fravær. På den måde er det også et slutdokument, der – helt forventeligt – betoner, at vi måske ikke ligefrem har lagt grusomhedernes hav langt bag os, men vi har i det mindste kraftigt drøftet, hvorvidt det var på tide snart at overveje, om vi skulle investere i et fartøj, der over tid kan søsættes og langsomt drive os væk fra grusomhederne og mod det bjerg, vi strabadserende skal bestige for at kunne skue en lysere fremtid på den anden side.

Men det er jo ikke en drøm eller en vision at holde 1,5-grad i live. Det er ikke en drøm eller en vision, at nå frem til purgatoriebjerget og påbegynde bodsgangen. 1,5 er en normalisering af forøgede havstigning, forsuring af verdenshavene og forstørrede ørkenområder ved det ækvatoriale bælte. Det er altså den ”drøm” verdens ledere på COP26 endnu engang ikke var i stand til at indfri. I et forhandlingsrum, hvor olielobbyen har sendt flere antal delegerede end noget land, syntes det oplagt at det måtte blive udfaldet. Det mest illusoriske er derfor, at vi var blevet bildt ind, at COP26 faktisk ville være definerende, at nu var tiden endelig nået, hvor væsentlige beslutninger ville blive truffet. USA var tilbage, fik vi at vide. Og uhh, måske ville Kina komme med en stor nyhed i ugerne før. Det skete ikke. Til gengæld anerkendte Australiens præsident Scott Morrison Parisaftalen og Indien præsenterede en vision om at blive klimaneutral i år 2070. Det er i sin egen ret glædelige meldinger, men det kan alligevel ikke helt måle sig med de forventninger, der var blevet skabt. Nær COP26s afslutning hørte vi desuden, at Kina og USA havde lavet en aftale om at genoptage deres samarbejde om reduktioner, men igen må man bare sige, at ambitionsniveauet ikke er skyhøjt, når en genoptagelse fremstilles som et gennembrud. 

Teknologisk utopsime

Som så mange gange før vil vi i ugerne efter COP26 kunne læse reaktioner og kommentarer, der 1) enten fæster sig ved de små skridt eller 2) ser den endegyldige falliterklæring som et omen om gadens parlament, forøget klimaaktivisme og et endegyldigt gennembrud for den folkelige opstand mod politikerstandens ignorance og laden-stå-til. Vi har læst det før og vi kommer til at læse det igen. Vi kommer til at blive nedtrykte, fatalistiske, opgivende, og vi kommer til at blive oplivet af udsigterne til kommende protester, der endelig bryder igennem og får politikernes ørenlyd. Som litterat, bekymret borger og far til to genkender jeg hele dette følelsesregister. Og på den sørgelige baggrund har jeg fundet det mere end almindelig svært at hive den økokritiske værktøjskasse frem og finde håb i den kritiske analyse af menneskets omgang med naturen. For økokritikken har jo netop ikke nogen særlig adgang til at udtale sig om de politiske sværdslag, der finder sted. Den observerer og begræder, forudsiger og fejler, i samklang med alle andre. Hvad den derimod kan, er at lokalisere og præsentere, de æstetiske arenaers klimakritik og – ikke mindst – -fantastik. Hvis COP26 har givet mig noget, så er det i den grad et behov for kritiske karakteristikker af grusomhedernes hav, og i endnu højere grad, at digterfartøjet sætter sejl og nysgerrigt undersøger bedre vande.

Et tydeligt eksempel på det første kan fremlæses i Mathias Faldbakkens seneste roman Vi er fem (2020), hvor en klump ”dynamisk leire” kommer til live og bliver et femte medlem af en familie, der hjælper til med huslige gøremål. Efter en nat at have ligget oven på familiens wi-fi router og absorberet strålerne herfra, bliver lerklumpen ladet med en energi og en kollektiv bevidsthed, der driver den mod ødelæggelsen. Både af lokalområdet og af familien. På den måde fremstår Faldbakkens roman som en allegorisk beretning om det kulturteoretikeren Imre Szeman kalder ”teknologisk utopisme.” Teknologisk utopisme beskriver den (vrang)forestiling, at innovative fremskridt begået af heroiske ”supermænd” som eksempelvis Elon Musk og Jeff Bezos nok skal løse klimakrisen og nødvendigheden af kulturelle og sociale omstillinger – så som (politisk understøttet) omlægning af madvaner, nedarvede kulturelle ideer om uhindret mobilitet, brug-og-smid-væk-logikken, kort sagt; det gode liv’ – kan dermed undgås. Faldbakkens roman viser dog med al tydelighed, at denne fantasi om kontrollerbar teknologisk udvikling har det med at medføre uforudsete konsekvenser i sit kølvand. Som Paul R. Ehrlich og Anne H. Ehrlich skriver i forordet til kemiingeniør Michael Huesemanns og statistiker og antropolog Joyce Huesemanns bog Techno-Fix – Why Technology Wont Save Us or the Environment fra 2011:

The record of ’cures’ for these problems promoted by technological optimists gives little room for cheer. Over those five decades, the putative advantages of claimed ’fixes’ have usually failed to appear or proved to be offset by unforeseen nasty side effects.

Fabulerende fremtildsfortellinger

Når det kommer til fantasifuldt at sætte sejl mod en radikal anderledes fremtid, kan jeg kun anbefale Ask Katzeffs nyudkomne samling af fabulerende fremtidsforestillinger i værket Befri fremtiden (2021). Her en tekst – vel at mærke i den mindre vilde ende af spektret – i sin helhed:

SNEGLENS ÅR

2021 var sneglens år – det år, hvor vi forkastede

forældede ideer om transport, bevægelse, fart, fremskridt

hvor vi lærte at krybe igen, uendeligt langsommeligt

trak spor af frugtbarhed over jorden, lærte at flyde på havene

Snegle bringer deres bygningsværker med sig,

alt hvad de har, bærer de hos sig

De har ingen destination, bevæger sig ikke lineært

men efter et mere kaotisk princip

følsomt, uforudsigeligt skriver de deres historie på jorden

på havets bund, skriver med kroppen

Sådan blev også vi mere følsomme og hvirvelløse,

gled afsted i skrøbelige mobile bomaskiner,

ustandselige og uden hensyn til kunstige geografier

til nationale grænser og private jorde

men altid forbundet med jorden overalt

Uden nogensinde at slå rod noget sted

altid i bevægelse i en blød og krybende permanent revolution

Katzeffs tekster af en-to-tre siders længde rummer mere potent fremtidsvision, poetisk skaberkraft og reel ambition end vi kommer til at opleve til COP55. Og det selvom bare en eller anden vision om nye boformer, eksistens i andre tempi, løsrivelse fra vækstimperativet og følsom færden på Jorden er altafgørende.

         Jeg længes først og fremmest efter at høre politikerstanden udtale de fremadrettede linjer:

Og nu, for at besejle bedre vande,

     sætter [vores] digterfartøj sejl omsider,

     og lægger grusomhedens [olieindsmurte]hav langt bag sig.

Karl Emil Rosenbæk (f. 1987) er ph.d.-stipendiat på Syddansk Universitet. Han forsker i oliekultur og samtidige oliefiktioner fra Danmark og Norge.

BLA 11-12/2021.

Powered by Labrador CMS