Dikt

Er meningen udenfor?

Med ”Virkelig igjen” tegner Bendik Vada et generationsportræt så gennemsyret af kriser at selv den mest latrinære humor må give fortabt.

Publisert digitalt

Bendik Vada

Virkelig igjen

Dikt

Forlaget Oktober, 2020

50 sider

I Bendik Vadas anden digtsamling Virkelig igjen brænder siderne nærmest af eksistentiel grundtvivl. Første digt lyder simpelthen ”tidligere ble man virkelig idet man sto opp,” og de efterfølgende sider prøver derefter på forskellig vis at undersøge, hvordan man bliver ”virkelig igjen.” Det er et hårdt og genkendeligt spørgsmål i en tid med voksende geopolitiske brydninger, galoperende klimakrise og ekkokamre på internettet med stigende værdipolitisk afstand mellem yderfløjene til følge. Og så selvfølgelig netop tilsat en raserende pandemi med uhyre skæv økonomisk afgrund i sit kølvand. Det er århundredets underdrivelse at sige vi lever i en turbulent tid.

Bendik Vada, der er født i 1996, taler på vegne af en generation, der er forståeligt medtaget af angst, snærende præstationskrav og prækære fremtidsmuligheder. Vi – ja, det er måske lidt en tilsnigelse af en fra 1987 at rubricere sig selv i samme generation, men ikke desto mindre – vi kommer formentlig aldrig til at vide på samme måde som de tidligere generationer, hvad vi skal og hvem vi er, når vi står op om morgenen. Det er en hård erkendelse, ja, næsten ubærlig, hvilket da også i glimt skinner igennem digtsamlingens panser af alvor:

”som kroppen kan jeg la diktet stå aleine /
som et skymjukt rasshøl /
men lett for deg å si det hjelper å meditere /
når du ikke har hemoroider”

Verselinjer som disse er for mig at se bidende karakteristisk for denne generation. En hysterisk, men også bevidst illusorisk vægring mod alvorens tyngde. Det er netop ikke en gentagelse af 90’er-ironiens ’happy-go-lucky’ relativisering af alskens verdenssituationer. Hos Bendik Vada er den drypvise humor ikke et middel til at modstå ethvert antrit til et seriøst livtag med eksistensen. Det er snarere en slags sublimering af en art, en umiddelbart forståelig afladning, der igen tillader sindet at optage virkelighedens – let’s face it – nærmest uoverstigelige krisetilstande. For hæmorider er bestemt ikke digtsamlingens omdrejningspunkt. Røvhullet er ikke centrum – og det mener jeg særligt i overført betydning.

Det store udenfor

Jeg’et, den singulære eksistens, synes derimod at morfe elegant sammen med andre mere-end-menneskelige skabninger. Særligt hejren spiller en fremtrædende rolle i Bendik Vadas særegne univers. Digtsamlingen indeholder fem navngivne ”Hegredikt,” hvor hejren selvsagt optræder. Mere bemærkelsesværdigt er det, hvordan hejrens næbbede, langhalsede, tyndbenede og fjerklædte væren også trænger sig på i andre digte. Som en korleder for ’det store udenfor’ skræpper hejren ømt med:

”man mister mening /
og får mening tilbake /
fra vårsola”

Det er trækfuglene, væksterne og løvtræernes erfaring i højere grad end det er den urbane kulturborgers. I udvalgte passager står det således krystalklart for læseren, hvad/hvor meningen er:

”en dag
mellom katedralen, rådhuset og sentralbanken 
åpner det seg et steinete hull
se dette hullet
et ansikt redd for å smuldre
se på det!
nedenifra
ser hullet et annet lysere hull 
et ansikt det kjenner igjen som sitt eget 
se, du 
se!”

Meningen er udenfor, synes digtet at sige, med andre ord er meningen i kulturens fravær, langt borte fra katedraler og banker. Det er i de stenede huller og uigennemtrængelige naturfænomener at det eksistentielle lys skinner. Se! siger digter-jeg’et til et læser-du, der endnu er forblændet af religionen, politikken og økonomiens glitterstads. Se, det er her meningen er – hvad den så end består af – i den ufordærvede natur. At blive ”virkelig igjen” er at forstå denne simple kendsgerning.

Sådan lyder den umiddelbare læsning i hvert fald. Jeg kommer til at tænke på professor Sissel Furuseths bemærkninger i Vagant 22/04/2020. I interviewet ”Litteratur kan fungere som mental doomsday-prepping” taler Furuseth om klimalitteraturens evne til at forberede os på kommende ødelæggelser og mulige tilpasninger. Hun peger i den forbindelse på en grundlæggende forskel mellem den danske filosofisk-orienterede økolitteratur, og så den norske økolitteratur, hvor forholdet til naturen er mere kropslig og praktisk. Det kan man – som jeg gør – mene er en lige lovlig skematisk optegnelse, men Virkelig igjen synes dog langt hen ad vejen at understøtte den. Hos Vada er naturen udenfor menneskets kultursfære. Der er ikke meget af den senere tids øko-filosofiske tankegods at spore. Naturen er ren, mennesket fordærvet og balancen skal derfor genoprettes – det er, vil jeg sige, en gennemgående understrøm i Vadas samling. I endnu en slags bekræftelse af Furuseths bemærkning, så ærgrer det mig en smule. Jeg, den danske læser med filosofisk økolitteratur som pejlemærke og rettesnor.

Men selv om denne tydelige inddeling i adskilte natur- og kultursfære har overvægt, så er der heldigvis også en opblødning af grænsefladerne på spil. Ja, sine steder kommer jeg faktisk helt i tvivl om identiteten på digtenes udsiger. Kommer dette udsagn fra et menneske eller et (andet) dyr? Det taler i høj grad til Vadas ære. I en tid, hvor individet – og individets identitet – fylder uforholdsmæssigt meget og blokerer for tværgående, strukturelle kritikker, er det velgørende, at jeg’et vibrerer på denne måde. Velgørende, ikke fordi det er politisk ”korrekt,” men fordi det er formmæssigt vellykket. Det er fra udformningen af digtene at den politisk kraft (eventuelt) kan læses og ikke den anden vej rundt.

Logisk er det selvfølgelig umuligt at fastholde tvivlen om udsigeren på grund af det nødvendigt antropocentriske grundlag. Det er i sidste ende Vada, der lægger ordene frem. Derfor kan tvivlen godt være besnærende og tankevækkende. Poesi er jo heldigvis ikke logik.

”jeg har ikke noe imot 
disse små hullene
i forventninga om hva
som kommer til å skje”

Nej bevares. Det er jo hele eventyret ved at læse poesi. At tale om naturen ude i det fri, langt væk fra alverdens kulturelle frembringelser synes bare ikke at leve op til netop den poetik. ”å se en havbunn er å se/noe som ikke skal ses av andre.” Smukt, nydelsesfuldt, æstetisk og med et eksistentielt bundfald. Men også en smule ufarligt og forventeligt. Sådan synes jeg lidt for ofte Vada træder sine egne evner under fode og støtter sig op ad en velkendt naturromantik. 

Kog krisen!

Så slår jeg mig langt mere, når Bendik Vada krænger vrangen ud på krisetilstanden som fænomen og lader solen brænde krisen som en kartoffel. Hvad fanden sker der lige der?

”denne krisen kan vi ikke overse
heller ikke glemme 
sier halsen til stilken 
nei det er denne krisen vi ikke kan overse 
det er denne krisen vi ikke kan glemme 
sier stilken til sola
brenn krisen din 
den er bare en potet 
sier sola til ansiktet mitt 
ansiktet mitt forteller 
munnen min om kriser  
munnen min forteller meg om ansiktet mitt  
halsen min       mmmmmm 
jeg koker krisen 
den vrir seg i den plutselige varmen  
øynene buler ut”

Det er øresønderrivende vildt og stadfæster med versaler Bendik Vadas TALENT som både poet og samtidsdiagnostiker. Med formelle greb som gentagelser (anafor), bogstavrim (allitteration), lydord (onomatopoietikon) og personificeringer (prosopopoeia) tilspidser Vada en genkendelig fornemmelse af afmagt. Vel at mærke uden at digtet stivner i autoritær pondus eller økologisk selvsikkerhed. Digtet flagrer vidunderligt med den krisenedtonende, lettere fjantende position hos solen, der bare vil brænde videre som før, som altid. Krisens vedvarende påtrængenhed, munden, der taler i tunger (”mmmmmm”), raseriet over at arve en klode i forfald og det afmægtige forsøg på at koge en klimakrise væk. Fuck økologisk balance eller ligevægt! Det her er vild skov i hovedet på kulturmennesket, æstetisk kratluskeri. Det elsker jeg. Det digt er sgu virkelig igen.

Karl Emil Rosenbæk (f. 1987) er ph.d.-stipendiat i krydsfeltet mellem oliekultur og skandinavisk samtidslitteratur ved Syddansk Universitet.

BLA 9/20.

Powered by Labrador CMS