Økokritikk

Et økokritisk tilbageblik på Alene Hjemme

BLAs økokritiske spydspids vover pelsen og givet et bud på tre korte nedslag i den udødelig populærkulturelle klassiker, der præsenterer forskellige -cæner fra det økokritiske arsenal.

Alene hjemme er en nærmest folkeeventyrlig fortælling om antropocænt overmod og uundgåeligt fald,skriver Karl Emil Rosenbæk. Bildet viser Edvard Munchs Skrik (1893). Falt i det fri (public domain).
Alene hjemme er en nærmest folkeeventyrlig fortælling om antropocænt overmod og uundgåeligt fald,skriver Karl Emil Rosenbæk. Bildet viser Edvard Munchs Skrik (1893). Falt i det fri (public domain).
Publisert digitalt

Juleaftensdag lancerede Netflix den stjernespækkede klimakrise-allegori Dont Look Up. I filmen, produceret for den nette sum af 75 millioner dollars, opdager to astronomer – Dr. Randall Mindy (Leonardo DiCaprio) og Kate Dibiasky (Jennifer Lawrence) – en komet med retning mod Jorden. Herefter går den vilde jagt på ørenlyd hos den ignorante amerikanske præsident, det bureaukratiske fedtlag, selvtilfredse mediehuse og den faktaresistente (og overtydeligt republikanske) halvdel af befolkningen med Dont Look Up-kasketter på hovedet. Læsningen af et polariseret politisk miljø er lige for. Den videnskabelige kendsgerning om snarlig udslettelse ignoreres til fordel for vælgermaksimering og four more years. I modtagelsen af Dont Look Up synes der at være bred enighed om en klimavidenskabelig læsning af grundkonflikten. Denne form for konsensus i anmelderstanden siger i sig selv noget om, hvor markant bevidstheden om klimakrisen har rykket sig de senere år. Omvendt må det siges, at populærkulturen stadig til dels hænger fast i katastrofefilmens plotstruktur, når det menneskeskabte problem skal formidles bredt – nu blot iklædt komediens gevandter i stedet for tragediens.

Økokritikken udemærker sig i høj grad ved at genlæse udgivelser i lyset af den pågående planetariske krisesituation: Det ubevidste brændselsforbrug i Jack KerouacOn the Road (1957), eller, den nagende fornemmelse af ressourceudtømning præsenteret som en reproduktionskrise i George Eliots The Mill on the Floss (1860) og Joseph Conrads Nostromo (1904). I stedet for at byde til med endnu en klima-læsning af Dont Look Up, træder jeg derfor et lille skridt tilbage i tiden og genbesøger en anden populær komediefilm med premieredato i juletiden. Nemlig Alene Hjemme (Home Alone), der udkom i Norge og Danmark henholdsvis den 6. december og den 21. december 1990 ifølge filmdatabasen IMDb. I Danmark genudsendes Alene Hjemme flittigt i julen, men modsat Dont Look Up, så er den store økokritiske modtagelse udeblevet. Indtil nu. BLAs økokritiske spydspids vover pelsen og givet et bud på tre korte nedslag i den udødelig populærkulturelle klassiker, der præsenterer forskellige -cæner fra det økokritiske arsenal.

Antropocæn: Menneskets tidsalder

Selvom begrebet kan dateres tilbage til 1800-tallet, så må nobelprisvinderen med speciale i atmosfærisk kemi Paul J. Crutzen betragtes som stamfaderen til den moderne anvendelse af antropocæn-betegnelse. Historien lyder, at Crutzen tilbage i februar 2000 til en konference i Mexico om klimaforandringer blev så led og ked af den evindelige anvendelse af betegnelsen holocæn, at han til sidst rejste sig og udbrød, ”vi befinder os ikke i holocæn mere. Vi er i… i… i… antropocæn.” Og ja, det var faktisk først i år 2000 at begrebet antropocæn fik vind i sejlene og for alvor påbegyndte sin rundflyvning til snart sagt alle videnskabelige fagdiscipliner. Den hast hvorved den epokale benævnelse for menneskets tidsalderhar spredt sig over det 21. århundredes faglitteratur om klimakrise, politik og æstetik kan synes ubegribelig. Netop derfor har skabelsesberetningen om Crutzens udbrud da også antaget nærmest mytisk statur og genfortælles gerne med næsegrus beundring og en aura af semi-guddommelig indsigt. Hvorom alting er, så betegner begrebet menneskehedens forandringskraft på et geologisk plan. Mennesket er simpelthen at forstå som en geofysisk kraft, der forvandler biodiversitet til monokultur, habitat til udørk og urbane fastland til veritable usikkerhedszoner.  

Fortalt med Alene Hjemme som prisme, må vi zoome ind på indbrudstyvene Marv og Harry. Et klip i starten af filmen viser således, hvordan Marv og Harry forlader et enormt hus. Inden han går ud, vælger Marv dog at tilstoppe en dobbeltvask med et par klude, før han tænder for vandet. Det er, fortæller han Harry i bilen, vores varemærke, vi er ”the wet bandits.” På 31(!) års afstand må vi spørge os selv: Er det, vi ser her, ikke netop eksemplarisk for den måde mennesket som udplyndrende banditter har raseret både nære og fjerne egne på jagt efter rigdomme uden hensynstagen til oprindelige ejerforhold eller skrøbelige økosystemer? Og som derefter, når stedet er tømt, har forladt det igen, værdiløst og ubeboeligt – som en raseret og oversvømmet bolig. Er det med andre ord muligt at forstå Marv som en slags talerør for det antropocænes etos (altså det antropocænes fundamentale kendetegn, dets moralske værdisæt): Vi er de våde banditter. Vores visitkort ligger spredt ud over hele jordkloden. På den måde er fortællingen om den nævnenyttige Kevin McCallister, der sætter sig til nødværge at forstå som en nærmest folkeeventyrlig fortælling om antropocænt overmod og uundgåeligt fald.

Kapitalocæn: Profitmaksimeringens tidsalder

Men hvorfor tømmer Marv og Harry parcelhusene for værdigenstande? Hvad driver dem? Er der tale om en iboende menneskelig drift? I løbet af 00erne begyndte den første fortabelse at lægge sig med hensyn til antropocæn-begrebet og kritikken kom snigende. Særligt den økomarxistiske kreds har højlydt kritiseret det universalistiske tankesæt bag antropocæn. At tænke mennesket som ét negligerer den enorme forskel i påvirkningskraft, der adskiller det globale nord fra det globale syd (og som selvfølgelig også er gældende inden for disse to hovedkategorier). Kritikken lyder, at antropocæn denaturaliserer klimaforandringerne ved at placere skylden hos mennesket, for derefter at renaturalisere forklaringen ved at henvise til et iboende menneskeligt kendetegn – som for eksempel, at kontrollere ild. Paul Crutzen har således sammen med Will Steffan og John R. McNiell i en artikel fra 2007 beskrevet, hvordan: ”[t]he mastery of fire by our ancestors provided humankind with a powerful monopolistic tool unavailable to other species, that put us firmly on the long path towards the Anthropocene.” Denne reducering af klimaforandringernes årsagskilde til en naturgivet evne, siger økomarxisterne, overser fuldstændig den ulige distribuering af politisk og økonomisk handlekraft, der ligger til grund for profitmaksimering. Den fossilbetingede teknologiske udvikling af seriel produktion baserede sig på en social orden, hvor nogle måtte arbejde for andre: Slavegjorte, kolonialiserede og de nedre sociale klasser i kolonialmagternes hjemland. Menneskeheden er med andre ord ikke er den skyldige part. Det er derimod den evigt udbyttende, udvindende, udmattende jagt på økonomisk vækst baseret på andre folks arbejde. Ulighed, lyder det kapitalocæne modsvar, er således kilden til den vedvarende afbrænding af fossiler.

Kapitalocæn har som begreb i stigende grad overtaget antropocæn som prisme, særligt inden for den kritiske samfunds- og kulturteori. Siden finanskrisen i 2008 har kapitalismekritikken og marxismen oplevet en sand renæssance. Ligesom man kan sige i forhold til Black Lives Matter, #MeToo og andre genvækkelser af borgerrettighedskampe, så kan man også sige i forhold til den økonomiske og strukturelle kritik, at 1960erne og 70erne er tilbage.

I Alene Hjemme synes den vedvarende indtrængning i den nævenyttige Kevin McCallisters hus på trods af alskens uforudsete forhindringer – læs: tyvenes egenkropslige omkostninger – da også at pege i retningen af, at de to lettere ubegavede, nærmest tilforladelige, indbrudstyve, ikke rigtigt kan gøre for, at de har valgt denne løbevej. De er nærmest zombieagtig guidet af en kapitalakkumulations-determinisme, som i deres tilfælde byder dem at udplyndre. Et socialt krav om vækst, der i stigende grad fremstår uafviselig i den moderne verden. Tyvenes misgerning er derfor heller ikke, at de vedvarende ophober økonomiske værdigenstande – det er i en vis forstand den globale kapitalismes ufravigelige påbud – deres forbrydelse består i, at de ikke overholder de gældende ejerforhold, når de forsøger at efterleve det akkumulationskrav, der har defineret overgangen til den kapitalocæne tidsalder. De straffes fordi de formaster sig til at forbryde sig mod kapitalismens ufravigelige grundregel: Den private ejendomsret.

Chthulucæn/Plantropocæn: Relationernes tid

I mødet med Kevin McCallisters list må tyvene således give fortabt. Men Kevin er netop ikke alene. Hvor indbrudstyvene kun ser husets kostbare genstande som tyvekoster, så vælger Kevin at indgå i andre former for relationer med boligens tilsyneladende døde ting. Og det er netop ved hjælp af disse relationelle forhold med tingene, at den lille møgunge tager kampen op mod tyvene. Det tyvene forstår som dødt og uden anden betydning end deres bytteværdi, bliver fra Kevins perspektiv set som allierede ting med mulig handlekraft. Det er således i relationen mellem Kevin og tingene, at der mobiliseres en modstand – det er hverken af Kevin eller af tingene i sig selv. Når tyvene møder opvarmede dørhåndtag, nedfaldende strygejern eller tilisede trappetrin, er det derfor muligt at tale om, at tingene medvirker i produktionen af nogle bestemte reaktioner. Tingene undergår en ontologisk forvandling og bliver til handlende – agentielle – materialer.

På den måde byder filmen sig også til som chthulucæn eller plantropocæn – alt efter om man sværger mest til Donna Haraways eller Natasha Myersnymaterialistiske terminologi. Uagtet hvordan man ønsker at benævne dette relationelle forhold, så har man fødderne solidt plantet i de feministiske og postkolonialistiske egne af den økokritiske tænkning. Modsat kapitalocæn og antropocæn er der her ikke tale om en epoke baseret på ødelæggelse og planetarisk forskydning. Hvad der udtrykkes, er derimod en utopisk længsel efter andre måder at indgå i fællesskab på. Der handler om hurtigt muligt at aflære sig de tendenser, der har bragt Jorden i fare og forstå sig selv som en indflettet del af noget større. Chthulucæn/plantropocæn er en vision for fremtiden. Kapitalocæn og antropocæn er to forskellige mareridt, vi nægter at vågne fra.

Jeg skal være den første til at indrømme, at det kan virke søgt at forsøg at læse en dybere mening ud af en popkulturel komediefilm. Omvendt må det også bare siges, at det præcis er det, der er på færde med Dont Look Up. Og måske er det egentlig også en meget god måde at fremvise, hvordan disse begreber og forståelser ikke er verdensfjerne teorier fra det humanistiske elfenbenstårn. Det er teorier, der kan virker ude i (analysen af) verden. Godt nytår!

Karl Emil Rosenbæk (f. 1987) er ph.d.-stipendiat på Syddansk Universitet. Han forsker i oliekultur repræsenteret i norske og danske oliefiktioner fra det 21. århundrede.

27.01.2022, BLA 1/2022.

Powered by Labrador CMS