Dikt

Flere stemmer, få gnidninger

Ida Börjel har bedt om assistance til den norske udgave af Sabotasjemanualene. Meningsfæller og forfatterkolleger istemmer tonalt og de produktive mislyde udebliver.

Publisert digitalt

Ida Börjel + 28

Miximum Ca Canny – Sabotasjemanualene: you cutta da pay, we cutta da shob

Poesi

Audiatur, 2020

82 sider

Det er en rodet affære at give sig i kast med Sabotajsemanualene. Selvfølgelig. Den svenske forfatter Ida Börjels værk udkom første gang i 2013 på svensk via det norske forlag H//O//F. Siden er værket udkommet på både engelsk og dansk og nu er tiden så moden til en norsk oversættelse. Eller jeg skal måske snarere sige rekonstruktion. I forbindelse med oversættelsen har Ida Börjel i hvert fald inviteret kolleger og fagfæller til på forskellig vis at overskrive, ændre, kommentere eller på anden måde korrigere hendes originale tekst. Det resulterer i en lettere skeløjet forskydning af teksten, hvor annoteringerne figurerer på nogle af siderne (de med sort paginering) og Börjels norske oversættelse på andre (rød paginering). Jeg har desværre svært ved at se den kunstneriske merværdi af overskrivelserne. Her følger tre grunde.

Rammesætningen

For det første er det åbenlyst en smule selvmodsigende at invitere til sabotage. Sabotage er, som Ida Börjel selv forklarer det i hendes fremragende egentekst:

en intern, industriell

prosess.

Ordet kommer fra det franske sabot,  

tresko, og de franske tekstilarbeidernes

måter å protestere mot de nye

automatiske vevstolene på ved å kaste

sine tresko inn i dem. Så de tok av seg og

siktet, tok av sitt eneste par sko og

kastet dem i maskinens gap og gikk

barbent gjennom meh          

Det er tydeligt, at der ikke forelå en invitation til handling for tekstilarbejderne. Den kom af nød, af frygt for at blive frataget sit levegrundlag i kraft af den industrielle modernisering. Derfor er det også altid en smule fortænkt, at de indbudte annotationer og genskrivninger placeres i en oppositionel rammesætning. I pressemeddelelsen lyder det, at ”Ida Börjel har […] inviteret en drøss med andre kunstnere og poeter, men ikke for å forskjønne eller underbygge bokens budskap. De har blitt invitert til å ødelegge!!!” Den præmis er grundlæggende manieret og fortjener kritik, fordi den approprierer en potentiel emancipatorisk og reel omkostningsfuld gestus og gør den særdeles tandløs.

Indrømmet: Jeg var selv spændt på at se resultatet og glædende mig til at genbesøge Börjels værk – som jeg var meget begejstret for tilbage i 2013 – med alle de ekstra lag og eventuelle modkritikker, der ville opstå. En forfatter, der udbød sit værk til radikal, polyfonisk redaktion. Det lød lovende. Men sådan har pressemeddelelser det jo med at gøre.

Bidragene

Min anden anke går derfor også på kvaliteten af de saboterende bidragene. Særligt Stevan Tatalović og Juana Adcock står for mig ud som særligt interessante bekendtskaber. Tatalović har et encyklopædisk afsæt og overlæsser Börjels tekst med forskellige fakta om historiske sabotagemanuallers tilblivelse og efterliv. Börjels tekst befinder sig i forvejen i et udefineret grænseland mellem Kenneth Goldsmiths konceptuelle poesi og en slags poetisk reenactment af historiske klassekampe. Tatalovićs greb er en glimrende illustration af, hvor usikker den grund Börjel elegant balancerer på er. Selv små lette trin i retningen af en mere cut-and-paste baseret skrivestil har enorm betydning for både flow og indhold. Tatalović placerer et jeg i teksten, men stilen distancerer samtidig læseren fra indholdssiden. Det er et interessant korrektiv til forestillingen om jeg’ets udsigelsesposition – både internt i forhold til den centrallyriske tradition, og eksternt i forhold til hele den liberalistiske forestilling om individet. Men det mest opsigtsvækkende er alligevel, hvordan Tatalović og Adcock ikke blot forholder sig til Börjels tekst, men også til hinanden. Tatalović skriver: ”Anything might be sabotaged. Even this poem.” Bidraget af Adcock følger efter og skriver ligeledes: ”Anything might be sabotaged./This poem, for example, can be/[…]This poem, for example,/might be commandeered/twisted and turned to conform/to the saboteur translator’s own anarcho-feminist political/agenda.” Min pointe er egentlig ikke så meget betinget af den æstetiske værdi af udsagnene. Det er snarere det tværgående, centerløse moment, jeg hylder. Samtalen foregår pludselig ikke kun mellem Börjel og den enkelte bidragsyder, men fletter sig også på tværs. Det var i hvert fald det jeg så frem til, efter at jeg havde læst Tatalović og Adcocks bidrag i begyndelsen af værket.

Det nærmest rhizomatiske flet-værk, jeg så frem til, udeblev dog. De senere bidrag forholder sig udelukkende til Börjel. Og selv denne forbindelse er sine steder vanskelig at få øje på. Opdraget bliver hurtigt til sprogleg, diverse cutups og små harmløse puns. Den nerve af nød(vendighed) og frigørelse som sabotagebegrebet rummer, kommer alt for sjældent i spil. Et hjerteskærende bidrag skal dog fremhæves. Skribenten er anonym og bidraget lyder i sin helhed:

“Dear Ida,

  great idea. I’ll try, but can’t promise. Being a caregiver now (–––– has Alzheimer’s) is a more than full-time job – and one I can’t sabotage!

All best,

–––”

Det er sjældent, det lykkedes at lave noget der minder om en opdateret udgave af Hemingways fyndige seks-ord-lange novelle: ”For sale: baby shoes, never worn.” Men i dette bidrag skinner ulykkeligheden i øjnene og tekstarbejderens prekære livssituation nærmer sig den skokastende tekstilarbejders ditto. Vi ser at jeg’et er tilbage. Ikke som en potentialitet, en instans med muligheder foran sig. Nej, jeg’et er den/det eneste, der er tilbage. En udefrakommende kraft har afkoblet jeg’et fra den sociale sfære og reduceret han/hun til en enkel opgave: Næste-omsorg. Det er ikke smukt eller prisværdigt. Det er slidsomt, drænende og utilstrækkeligt.

Op til julen blev danske sygeplejersker i Region Hovedstaden belønnet med et honninghjerte for deres store indsats under corona-pandemien. Gid dette digt må stå som en skamstøtte for de, der forsøger at spise sundhedspersonale af med honninghjerter og andre fornærmende ”taksigelser.”

Opsætningen

På bagsiden af værket står de 28 bidragsydere oplistet. Til stor glæde er både korrekturlæseren Sindre Andersen, oversætter Martin M. Sørhaug, designstudiet Eller med a og trykkeriet Livonia Print nævnt. Det er jo helt i tråd med den solidaritet, værkets betoning af fabriksarbejdere og klassekampe også udtrykker. Derfor er det også underligt, hvor kurrateret listen er. Ikke mindst, hvor sløset eller mærkelig uopmærksom den er på de materielle bidragsydere med tanke på, hvor meget økonomisk forhold optræder i værket. Hvorfor er støttestillerne Bergen Kommune og Norsk Kulturråd ikke nævnt på bagsiden? Og hvorfor er Gunnar Wærness nævnt, når han ikke er at finde i bidragene?

Der er også en underlig inkonsekvent brug af paginering. Hovedreglen lyder, sort nummerering for bidragsydere, rød for Börjel. Det fungerer, når ”sabotagen” fylder begge sider på et opslag, men slutter et saboterende bidrag på venstre side, så følger der en gentagelse af Börjels tekst på højre – med sort nummerering. Andre gange er det omvendt: Börjels tekst på venstre side med rødt sidetal og sabotageteksten på højre – også med rødt. Hvorfor det? Hvorfor ikke lade side stå blank så? Eller i det mindste andre nummereringsfarven så stringensen overholdes. Det kan lyde pedantisk – ja, det er sgu nok pedantisk – og sabotage er alt andet lige ikke kendetegnet ved stringens. Derfor kan det selvfølgelig også snildt forklares med en henvisning til sabotagens forstyrrende natur. Det er en kattelem, som muliggør alskens (bort)forklaringer af kritik og derfor selvfølgelig også belejlig, men utilstrækkelig. Jeg står i hvert fald tilbage med en følelse af underlig kurratering i valget af, hvad der kvalificerer som en bidragsydelse, og en sjusket, nærmest støvlekastende, omgang med pagineringen og præsentationen.

Ida Börjel fortjener som forfatter en bred(ere) læserskare og det er derfor også med en god portion vemod, jeg har skrevet dette. Min sidste bøn er derfor også. Læs Börjel. Læs Konsumentköplagen: juris lyrik (2008)! Læs MA (2014)! Læs Sabotasjemanualarna (2013)!

Karl Emil Rosenbæk (f. 1987) er ph.d.-stipendiat i krydsfeltet mellem oliekultur og skandinavisk samtidslitteratur ved Syddansk Universitet.

BLA 2/2021.

Powered by Labrador CMS